Formel 1's traditionelle 'silly season' er i fuld gang.
Det er nu, sæderne skal fordeles til den kommende sæson, og her i sommerferien mellem Ungarns og Belgiens grandprixer er det hele set med danske øjne blevet lidt mere 'silly', end det behøver at være: Der har været rygter om, at Kevin Magnussen kan miste sin plads hos Haas. Og at Gene Haas kan vælge at lukke sit team.
Men ro på. Jeg er sikker på, at Kevin Magnussen kører for Haas i 2020. Og vigtigere: Det er Kevin Magnussen også.
Det er rigtigt, at teamchef Günther Steiner i Ungarn for tre uger siden snakkede om potentielle kørere for 2020. Der blev – på opfordring af journalister – talt konkret om Pascal Wehrlein, Esteban Ocon og Nico Hülkenberg.
De to første afviste Steiner, og da han snakkede om Hülkenberg, indrømmede han indirekte, at Magnussens plads var sikker. 'Hülkenberg ville give os et eksplosivt lineup,' smilede Haas-bossen – med henvisning til de problemer, der tidligere har været mellem Magnussen og tyskeren.
Så lige for at slå det fast: Kevin Magnussen har en kontrakt med Haas for 2020, og han er med egne ord 'overhovedet ikke bekymret' for sin fremtid i teamet.
Så er der hele Haas-teamets fremtid.
Rygterne om en snarlig exit startede efter et interview med teamejer Gene Haas i Ungarn. Her blev talt om mange ting, og den amerikanske multimillionær slog blandt andet fast, at man ikke kan blive ved med at drive en virksomhed, der giver underskud.

Haas F1 Team er en virksomhed. Om den giver underskud? Det afhænger af, hvordan Gene Haas og de relevante myndigheder ser på tallene. Hvis man holder de eksterne indtægter fra sponsorer, tv-indtægter etc. op mod udgifterne, giver det underskud. Hvis man tæller Haas-koncernens tilskud til teamet med, balancerer regnskabet.
Og hvis man ser på Haas-koncernens reklameværdi af at være med i Formel 1, kan man argumentere for, at det faktisk giver overskud.
Men det er alt sammen ikke så vigtigt. Det handler i langt højere grad om, hvor længe Gene Haas tror på sin nuværende forretningsmodel. Og det gør han i hvert fald til og med 2020 – så længe har han bundet sig til Formel 1.
Herefter kan han lukke sit team og forlade sporten.
Men samme situation står Mercedes, Ferrari og alle andre team i. Den såkaldte Concorde-aftale mellem de 10 team og Formel 1-organisationen udløber efter 2020, så hvis man endelig skal tale om usikkerhed omkring 2021, gælder det ikke kun Haas-teamet – der er ingen team, der er sikre på at være med i Formel 1 efter næste sæson.
Og den Concorde-aftale, Formel 1-organisationen, bilsportsforbundet FIA og de 10 team forhandler om i disse uger, vil efter alt at dømme kun gøre det mere attraktivt for Haas at være med i Formel 1. En ny fordeling af tv-indtægterne og et 'budget-loft' vil populært sagt 'ryste posen', og gøre det nemmere for et team som Haas at udfordre storholdene fra Mercedes, Ferrari og Red Bull.
Alt kan som bekendt ske i Formel 1, men lige nu er der ingen grund til at frygte for hverken Kevin Magnussens eller Haas-teamets 2020-sæson.
Og det vil være decideret silly at begynde at spekulere på 2021.


