KOMMENTAR

Med 11. pladsen fik Kevin Magnussen nok det optimale ud af Italiens Grand Prix.

Med en startposition som nummer 9 var der håb om VM-point, men på en bane, hvor overhalinger ikke er noget problem, og de fem bedste hold alle fik begge biler i mål, var 11. pladsen et fornuftigt resultat.

Italiens Grand Prix understregede også, at kampen i det tætte midterfelt raser videre. I Monza sikrede den bomstærke Mercedes-motor Force India og Williams en stærk placering i midterfeltet, men det billede vil ændre sig om 14 dage på gadebanen i Singapore, hvor hestekræfter spiller en langt mindre rolle.

Men hvordan står Kevin Magnussen og Haas i forhold til de direkte konkurrenter her ved afslutningen af den europæiske del af Formel 1-sæsonen 2017?

Force India er som regel i toppen af midterfeltet, og når Esteban Ocon og Sergio Perez ikke støder sammen med hinanden, scorer de masser af point. Der vil måske komme baner, hvor Haas er på niveau med Force India, men i den samlede VM-stilling er det indisk-ejede team uden for rækkevidde.

Williams har længe virket som et hold i krise, men havde en stærk weekend i Monza. Generelt er bilen ikke så konkurrencedygtig som i 2015-16, og mens Felipe Massa, der allerede var sendt på pension sidste år, virker som en nødløsning, er Lance Stroll stadig for ung og uerfaren til at køre konstante point hjem til holdet. Men Williams har et trumfkort med den bomstærke Mercedes-motor, og alene af den grund bør man kunne holde sig foran Haas.

Toro Rosso havde en god første tredjedel af sæsonen, men hen over sommeren er der blevet længere mellem de pointgivende placeringer. Både Carlos Sainz Jr, der efter tre år i Red Bulls juniorteam gerne vil videre til et tophold, og Daniel Kvyat, der kæmper for sin F1-karriere, virker frustrerede, og Toro Rosso er derfor det hold, Haas vil have nemmest ved at indhente.

Renault er til gengæld i fremgang. Indtil nu har Nico Hülkenberg været alene om at score holdets point, men det har han gjort så effektivt, at man nu kun er ét point efter Haas. Jeg tror ikke på, at Haas kan holde sig foran Renault i de kommende måneder, og det ville også være unaturligt; det franske hold er ressourcemæssigt tre-fire gange større end amerikanernes.

Det samme er McLaren, men her hæmmes man af den svage Honda-motor. Japanernes jævnlige opdateringer af motoren har ikke for alvor hjulpet, og medmindre de får et afgørende gennembrud, bør Haas kunne holde dem bag sig.

Kampen i midterfeltet handler ikke kun om ære og prestige - den handler mindst lige så meget om kroner og øre. Formel 1-organisationen FOM uddeler sportens indtægter fra tv-rettigheder, bandereklamer, VIP-loger osv. efter en kompliceret fordelingsnøgle, der blandt andet tager højde for både særaftaler (Ferrari får på den konto et betydeligt millionbeløb hvert år), og for hvor længe teamet har været med i Formel 1. Men størstedelen af indtægterne fordeles ud fra de enkelte holds placering i konstruktør-VM.

Præcis hvordan millionerne fordeles - og hvor mange der er tale om - holdes hemmeligt. Men tidligere i år blev en del af fordelingsnøglen lækket til det engelske fagblad Autosport, og her blev det afsløret, at Haas-holdet i disse uger kæmper om et trecifret millionbeløb. Et blik på VM-stillingen for konstruktører viser, at Haas både kan drømme om en samlet femteplads - og frygte en niendeplads.

De fire førende hold - Mercedes, Ferrari, Red Bull og Force India - er uden for rækkevidde, men Williams på femtepladsen er kun 20 point foran Magnussens hold.

Forskellen på en femteplads (der giver cirka 206 millioner kroner fra FOM) og en niendeplads (100 millioner kroner) er markant. Den syvendeplads, Haas besætter i øjeblikket, giver 144 millioner kroner, men hvis Magnussens team går forbi Toro Rosso (der blot er fem point foran i øjeblikket), vil det udløse en betydelig bonus: Sjettepladsen giver med 194 millioner kroner 50 millioner mere end syvendepladsen. Omvendt vil tabet af syvendepladsen til Renault reducere Haas' indtægter med 25 millioner kroner (ottendepladsen giver 119 millioner kroner).

Der er altså tale om ganske betydelige beløb - specielt for et hold som Haas. Bortset fra betalingerne fra FOM har Haas-teamet ikke mange indtægtskilder. Det er holdejer Gene Haas' forskellige firmaer, der står for langt størstedelen af budgettet, der ligger på omkring 750 millioner kroner. Teamchef Gene Haas antydede i Monza, at hans hold i høj grad er afhængigt af FOM-betalingerne.

»Vores forretningsmodel handler om at score point og få indkomst på den måde,« sagde han.

Derfor er de kommende måneder så vigtige for Haas!