KOMMENTAR

Efter Italiens grandprix for et par uger siden var der optræk til panik blandt danske Formel 1-fans. Kevin Magnussens teamchef, Gene Haas, havde i et interview med NBCSN brokket sig over den store ulighed i Formel 1 - over at kun de tre store teams har en chance for at vinde. Det blev udlagt, som om Haas overvejede at lukke sit Formel 1-team, men det er der ikke tale om.

'Bare rolig - Gene er committed', var meldingen fra Haas-teamet, da jeg i Singapore spurgte ind til fremtidsplanerne. Der er altså ingen umiddelbar fare for Kevin Magnussens team. Men for Formel 1....


KOMMENTAR

Efter Italiens grandprix for et par uger siden var der optræk til panik blandt danske Formel 1-fans. Kevin Magnussens teamchef, Gene Haas, havde i et interview med NBCSN brokket sig over den store ulighed i Formel 1 - over at kun de tre store teams har en chance for at vinde. Det blev udlagt, som om Haas overvejede at lukke sit Formel 1-team, men det er der ikke tale om.

'Bare rolig - Gene er committed', var meldingen fra Haas-teamet, da jeg i Singapore spurgte ind til fremtidsplanerne. Der er altså ingen umiddelbar fare for Kevin Magnussens team. Men for Formel 1 som helhed ser jeg et problem: For mange hold ejes i dag af racerglade millionærer a la Gene Haas. Folk, der er med i Formel 1, fordi de synes, det er sjovt eller giver prestige at eje et Formel 1-team. Folk, der i større eller mindre grad selv finansierer deres racer-drømme. Folk, der ser Formel 1 som en hobby - ikke som en forretning.

Hvorfor er dét et problem? Fordi disse multimillionærer pludselig kan få andre interesser - golf, eller noget andet tovligt. Og så lukker de deres Formel 1-team, som Manor-ejeren, Stephen Fitzpatrick, gjorde op til denne sæson. Eller de forsøger at sælge deres team, men det er altid problematisk. Force India og Toro Rosso har været på markedet i årevis uden a blive solgt.

I dag er der 10 hold med i Formel 1. Kun tre af dem anser jeg som langtidsholdbare - som teams, der altid vil være med i sporten. Ferrari ejes af FIAT-koncernen, og Formel 1 er dybt integreret i mærkets dna. McLaren ejes af investorer, der ved, at Formel 1 er hjørnestenen i den voksende koncern - og at Formel 1 er en nødvendig image-maker for de stadig mere ambitiøse planer omkring McLarens gadebiler. Williams er McLaren i mindre skala: Formel 1 er kerneforretningen, som alle selskabets andre aktiviteter er hængt op på.

Så er der et par hold, der ejes af bilfabrikker. Mercedes og Renault er kun med i Formel 1, så længe bestyrelsen og marketing-afdelingen synes, det er en god idé. I den forbindelse, er det værd at bemærke, at de begge allerede er involveret i den fremadstormende Formel E for elbiler.

Bilfabrikkerne 'udnytter' Formel 1, som det passer dem, og både Mercedes og Renault har tidligere droppet Formel 1. Flere gange Og så er der de fem teams - halvdelen af feltet! - der er dybt afh ængige af enkeltpersoners velvilje og Formel 1-begejstring.

Hvis Red Bull-ejer Dietrich Mateschitz pludselig får andre interesser, kan Red Bull og Toro Rosso være fortid i Formel 1. Hvis eller når Force India-ejer Vijay Mallya bliver indhentet af de økonomiske problemer, der tårner sig op hjemme i Indien, bliver hans Formel 1-team blot en lille brik i et stort kaos.

Hvis den svenske Rausing-familie bliver træt af Formel 1, får Sauber uoverskuelige problemer. Og Haas' Formel 1-program er som sagt afhængigt af teamejer Gene Haas.

Der har altid været velhavende folk, der synes, det er sjovt at have et Formel 1-team. Og bilfabrikkerne er kørt ind og ud af sporten med alarmerende uregelmæssighed. Men indtil for ikke så forfærdelig længe siden var der en hård kerne af teams, der 'altid' var med. Simpelthen fordi Formel 1 var det, de levede af. Fordi sporten var deres eksistensgrundlag. De forhold vil jeg gerne tilbage til.

Vi ved af erfaring, at vi ikke kan regne med bilfabrikkerne på den lange bane. Og Formel 1 skal ikke være afhængig af en lille håndfuld racertossede millionærer.