Otte dages test på Circuit de Catalunya er slut, og biler og udstyr er klar til at blive sendt til Melbourne til sæsonpremieren 26. marts.

Hvordan ser det så ud?

Først Haas og Kevin Magnussen.

Danskerens nye team havde en fornuftig test og ser ud til at ligge solidt i et tæt midterfelt, hvor dagsformen er afgørende. Teamet har et godt udgangspunkt med en relativt simpel bil, og top 10-placeringer i årets første løb er realistisk.

Men jeg er stadig bekymret for teamets formkurve henover sæsonen, for allerede nu er det tydeligt, at mange andre team udvikler deres biler hurtigere end Haas.

Kevin Magnussen er faldet godt til hos Haas. Den interne duel med teamkammerat Romain Grosjean kan blive afgørende for begge køreres fremtid, og set med danske øjne er det glædeligt, så godt Magnussen er kommet fra start. Han virker allerede nu lige så integreret i teamet som Grosjean, og han fik kørt flere omgange end franskmanden under de otte testdage.

At Magnussen - på samme dæk - var et halvt sekund hurtigere end Grosjean skal ikke overfortolkes, for franskmanden fik på grund af forskellige problemer aldrig chancen i den ' happy hour' før frokost, hvor banen er optimal.

Men det er bemærkelsesværdigt, at det kun er franskmanden, der - igen-igen - brokker sig over Haas-bremserne. Inden vinter-testen gik i gang, havde jeg Grosjean som favorit til at vinde den interne Haas-duel - nu ser jeg frem til et meget tæt opgør, hvor de to Haaskørere forhåbentlig kan presse sig selv og teamet til nye højder.

I toppen af feltet har Mercedes og Ferrari skilt sig ud. Italienerne, der ellers åbenlyst har underspillet ved flere lejligheder, ligner en reel udfordrer til Mercedes. Men lad mig lige minde om at italienerne også dominerede vinter-testene i 2016 - uden at vinde et eneste grandprix i løbet af sæsonen. Jeg tror, at hverken Ferrari eller Mercedes endnu har vist deres sande styrke - og jeg tror, at tyskerne har en lille smule mere i baghånden end italienerne.

Red Bull har skuffet en smule.

Den måske mest avancerede af 2017-bilerne har været hæmmet af en række småproblemer med den helt nye Renault-motor. Jeg hører, at der ikke er noget grundlæggende galt med Renault V6' eren, og at problemerne er diagnosticeret og vil være løst inden Melbourne.

Det overrasker mig, at Williams lige nu virker som det fjerdebedste team. Teamets lineup er efter min mening et af de svageste i feltet - Felipe Massa er for gammel og Lance Stroll er for ung! - men til gengæld virker Williams' 2017-model lovende.

Renault-teamet er gået markant frem og vil blive endnu bedre, når motorproblemerne bliver løst. Det franske team udgør sammen med Haas, Toro Rosso og Force India det meget tætte midterfelt, som jeg også tror vil opsluge Williams i Melbourne.

Sauber og McLaren ligner årets bundpropper. Det er ikke overraskende, at Sauber ligger i bunden.

Teamet kører med sidste års Ferrari-motorer og er midt i en genopbygningsfase efter næsten at være gået konkurs.

Men at McLaren, med resurser i Mercedes-og Ferrariklassen, også bejler til sidstepladsen, er nærmest en skandale. Det er - igen - Honda-motoren, der er det største problem.

Omgangstiderne fra Circuit de Catalunya er allerede på dette tidlige tidspunkt af sæsonen mere end fire sekunder hurtigere end sidste år. Kevin Magnussens håb, om at 2017-generationen bliver de hurtigste biler i Formel 1-historien, er derfor realistisk, og det understreger kun, at Formel 1-sæsonen 2017 tegner uhyre spændende.