Der var grund til skyhøje forventninger, og Kevin Magnussen leverede da også den perfekte søndagsunderholdning, men én ting kostede igen, igen, igen dyrt for den danske stjerne.
Ferrari snød alt og alle, da Charles Leclerc kørte sig til sæsonens tredje sejr, mens en anden stjerne begik en pinlig fejl. Her får du B.T.s dom over Formel 1-løbet i Austin:
En sæsonbedste kvalifikation og en eminent syvendeplads i sprintløbet lørdag fik forventningerne skyhøjt op.
Men Haas-teamet skød både sig selv og Kevin Magnussen i foden med en underlig strategi, der kostede et point eller to.
Danskeren havde ellers kørt op til sit bedste og leveret flere underholdende overhalinger, der fik os ud på stolekanten. De var som hevet ud af 'Racerkørerens ABC'. Smukt!
Med en smule mere koldblodighed var han måske gået forbi Colapinto og nappet tiendepladsen til sidst – men den argentinske rookie var fræk som en slagterhund.
Something Haas gone wrong. Igen!, fristes man til at sige.
For gud ved hvilken gang, f**ker Haas det op for Magnussen med en fejlslagen strategi, man kun kan ryste på hovedet af. Det er slet ikke til at fatte.
Teamet trak danskeren ind til første pitstop lang tid før alle de andre. Dermed var hans dæk væsentligt ældre end konkurrenternes mod slutningen af løbet, hvorfor Haas valgte at pitte Magnussen igen – fra en virtuel syvendeplads.
Derfra var det fuld gas og angrebsmode. Kevin skulle overhale mange konkurrenter – men allerede ved den første slog strategien fejl. Colapinto var ikke til at gå forbi, og så blev Magnussen låst. Hülkenberg vekslede sin 11.-startplads til 8'er i mål – det var dér, Magnussen som minimum burde være endt.
»Undskyld, gutter!« lød det fra Lewis Hamilton – med god grund.
For superstjernen, der vandt fem af de seks første Formel 1-grandprixer på banen i Austin, leverede én af sine enormt sjældne fejl. Og den blev katastrofal.
Den syvdobbelte verdensmester mistede simpelthen kontrollen over sin Mercedes-racer og snurrede rundt som en nybegynder. Pinligt! Hvornår er det lige sket sidst?
Hamilton endte i det texanske grus, hvor han blev hængende. Bilen kunne simpelthen ikke komme derfra. Tidlig fyraften og et løb lige til glemmebogen.

Haas overhaler og øger til RB i kampen om sjettepladsen i konstruktør-VM og et stort millionbeløb.
Men det kunne være endnu bedre, hvis Magnussen havde fået en fornuftig strategi. Ingeniør Mark Slade virkede nærmest undskyldende over radioen efter løbet – og det forstår man godt!
Nu venter et hæsblæsende program i sæsonafslutningen. Vi kører også de næste to weekender, først i Mexico og så i Brasilien.
Derfra gælder det Las Vegas, Qatar og Abu Dhabi. Magnussen kan – formentlig – se enden på sit Formel 1-eventyr. Det fortjener en bedre afslutning end det her fra Haas.
1. Charles Leclerc (Ferrari)
2. Carlos Sainz Jr. (Ferrari)
3. Max Verstappen (Red Bull)
4. Lando Norris (McLaren)
5. Oscar Piastri (McLaren)
6. George Russell (Mercedes)
7. Sergio Pérez (Red Bull)
8. Nico Hülkenberg (Haas)
9. Liam Lawson (RB)
10. Franco Colapinto (Williams)
---
11. Kevin Magnussen (Haas)