Kevin Magnussen har ét stort problem, men de ekstatiske britiske fans er fuldstændigt ligeglade. Der lød et sønderrivende brøl, da hjemmebanefavoritterne stjal showet – og én af dem skrev sig endnu en gang ind i historiebøgerne.

Her får du B.T.s dom over Kevin Magnussens præstation på Silverstone:

Magnussens tur gennem gruset i kvalifikationen kostede dyrt og gav en dårlig startplacering til løbet, men her tog han i dén grad revanche med en flot præstation.

Haas-danskeren var hurtigt forbi flere konkurrenter og leverede et perfekt angreb på Daniel Ricciardo, og da regnen kom, fortsatte Magnussen sin fremfærd i feltet. Undervejs lød det på teamradioen, at han gjorde et fantastisk arbejde.

Som den allerførste skiftede Magnussen tilbage til tørvejrsdæk, men det var for tidligt, for det kostede tid til Alex Albon og Yuki Tsunoda – og i sidste ende point.

Men hans helt store problem var den selvforskyldte dårlige startposition, for Nico Hülkenberg, der leverede en genial kvalifikation, scorede igen point med en stærk sjetteplads. Og det er langt fra første gang, at en dårlig dansk kvalifikation gør livet svært for Kevin.

Vi bliver simpelthen forkælet med lækker underholdning!

McLaren og Mercedes er begge genopstået og tager kampen op mod mægtige Max Verstappen, og det var vildt at være vidne til på Silverstone.

For Mercedes-kørerne George Russell og Lewis Hamilton så ud til at trække fra i starten, men da regnen kom, skød Lando Norris fra fjerde- til førstepladsen i løbet af få omgange.

Og derfra var det én lang duel mellem to generationer af britiske superstjerner, som Lewis Hamilton endte med at vinde over Lando Norris. De britiske fans havde en fest! Lige indtil Max Verstappen blandede sig igen og stjal andenpladsen fra Norris.

Eller rettere hørte du det?

For der lød et sønderrivende brøl fra de langt over 100.000 tilskuere på Silverstone, da Lando Norris overhalede Max Verstappen i løbets første fase. Det kunne høres i Amsterdam på den anden side af Nordsøen!

Det var vildt at være vidne til den britiske dominans på hjemmebane, der på daværende tidspunkt talte Russell, Hamilton og Norris i top tre.

Og Lewis Hamilton sendte briterne i drømmeland med sin rekordsejr nummer ni. Det er første gang nogensinde, at en kører vinder samme grandprix ni gange. Og så hjemmebaneløbet. Det bliver ikke smukkere. Vi bukker os i støvet, Sir Lewis Hamilton!

Oooog pust ud!

Magnussen og resten af Formel 1-feltet har været igennem en hæsblæsende triple-header med tre løb på tre weekender. Nu venter én weekends pause, før det går løs i Ungarn og Belgien inden sommerferien i august.

Haas har virkelig taget et skridt frem med de seneste opdateringer, og det SKAL død og pine udnyttes, mens tiden er til det, for konkurrenterne – og i særdeleshed Alpine – kan komme stærkt tilbage senere på sæsonen.

Der venter en drabelig amerikansk-fransk krig om syvendepladsen i konstruktør-VM, og vi kan slet ikke vente!

1. Lewis Hamilton (Mercedes)
2. Max Verstappen (Red Bull)
3. Lando Norris (McLaren)
4. Oscar Piastri (McLaren)
5. Carlos Sainz Jr. (Ferrari)
6. Nico Hülkenberg (Haas)
7. Lance Stroll (Aston Martin)
8. Fernando Alonso (Aston Martin)
9. Alexander Albon (Williams)
10. Yuki Tsunoda (VCARB)
---
12. Kevin Magnussen (Haas)