Mamma mia, det var et vanvittigt drama! Kevin Magnussen var millimeter fra at smide ALT væk, men han leverede et helt genialt forsvar og sikrede et point til kontoen.

Charles Leclerc gamblede stort og hev en vanvittigt populær sejr hjem foran den italienske tifosi. Her får du B.T.s dom over Kevin Magnussens præstation på Monza:

Vi har næsten ingen negle tilbage på fingrene!

Hvor er du vild, Kevin Magnussen. Danskeren kørte sit bedste løb meget, meget længe, men en dum straf var tæt på at ødelægge ALT!

Miraklernes tid er dog ikke forbi, og den danske racerviking leverede et storslået tempo i løbets afgørende fase, så straffen på ti sekunder blev gjort betydningsløs. Men det holdt hårdt!

Magnussen modstod et ENORMT pres, og det sikrede ét point. Det første siden Østrig.

Nej, nej, nej.

Det var et optimistisk angrebsforsøg på Pierre Gasly, og det gik helt galt for danskeren. Begge måtte en tur tværs gennem chikanen, og så blev Magnussen straffet med ti sekunder.

Den samme straf i Miami kostede to strafpoint på licensen, hvor han lige nu står noteret for 10 ud af 12. Lyder samme dom igen, falder hammeren, og så må Magnussen sidde over i Baku.

Det ville godt nok være en forfærdelig plet på en Formel 1-karriere, vi hellere vil huske for mange andre øjeblikke.

Tik, tik, tik.

Det var en kamp om tiendedele, hundrededele og få sekunder.

Alle danske Formel 1-fans sad på sofakanten og holdt skarpt øje med Magnussens forspring til Alex Albon. Det skulle bare vokse og vokse og vokse. Samtidig skulle Fernando Alonso bag Albon, gerne presse Williams-køreren.

Magnussen kørte en vis legemsdel ud af bukserne, og det var nok! Albon var under ti sekunder efter Magnussen, men Alonso var over ti sekunder efter! 0,193 sekunder! Ét dansk point!

De næste minutter eller måske timer bliver uudholdelige!

Kevin Magnussen må vente i nervepirrende spænding på dommernes beslutning. Får han karantæne eller ej?

Det vil være en skamplet på danskerens farveltour i Formel 1. Og det vil være historisk.

Får han ét løbs karantæne bliver han den første siden Romain Grosjean i 2012 til at blive udelukket fra et løb – og han bliver den første under det nuværende system med strafpoint på licensen. Av, av, av.

Opdateret: Kevin Magnussen ser ud til at få karantæne. Læs mere her.

1. Charles Leclerc (Ferrari)
2. Oscar Piastri (McLaren)
3. Lando Norris (McLaren)
4. Carlos Sainz Jr. (Ferrari)
5. Lewis Hamilton (Mercedes)
6. Max Verstappen (Red Bull)
7. George Russell (Mercedes)
8. Sergio Pérez (Red Bull)
9. Alexander Albon (Williams)
10. Kevin Magnussen (Haas)
---
19. Nico Hülkenberg (Haas)