Kevin Magnussen havde afsonet sin karantæne og var klar til at lave rav i den i sit comeback, men balladen udeblev, og danskerens strategi gik slet ikke.

Lando Norris dominerede løbet men var tæt på at smide alt væk undervejs. Her får du B.T.s dom over Kevin Magnussens præstation i Singapore:

Der var en verden til forskel på Magnussen og holdkammeraten Nico Hülkenberg i Singapore. Eller måske bare en frontvinge …

Danskeren kørte rundt med den gamle model, og det var nok årsagen til, at han var langt efter tyskeren, der endnu en gang scorede point.

Magnussen gamblede ved at starte på andre dæk end de fleste konkurrenter. Det var ikke nok til mirakler. Farten var der bare ikke. Punkteringen var uheldig men ændrede reelt intet.

Han jokede med at lave ballade, men det var næppe den slags ballade, han ønskede. To omgange før mål trak holdet ham ud af løbet.

Officielt har Kevin Magnussen seks Formel 1-løb tilbage efter i dag, men rygterne svirrer i paddocken.

Teenageren Ollie Bearman imponerede som danskerens stand-in i Baku og har allerede en aftale med Haas for 2025, men nu forlyder det, at han også er i spil til at erstatte Magnussen resten af sæsonen.

Det helt store spørgsmål er, om Haas og teamchef Ayao Komatsu kan leve med den ballade, det vil medføre at smide danskeren på porten allerede i den tre ugers pause, der venter frem mod løbet i Austin.

Og så er der noget, der hedder en kontrakt – og dén kan potentielt være dyr at rive over. Omvendt siger man jo, at kontrakter sjældent er mere værd end det papir, de er skrevet på … 

Det kostede et par rene underbukser til alle!

Lando Norris jagter mirakelcomebacket i VM-kampen mod Max Verstappen, og briten hentede da også en solid håndfuld point på hollænderen. Men det kunne være endt helt galt, selvom McLaren-stjernen dominerede løbet og førte fra start til slut.

Lidt over halvvejs i løbet var Norris tæt på at banke raceren i væggen. Faktisk ramte han dækbarrieren, men skaden var minimal, så både han og McLaren-mekanikerne slap med skrækken. Puha!

15 omgange fra mål legede han så med ilden igen, da det ene baghjul snittede væggen og endnu en gang sendte pulsen unødvendigt højt op hos McLaren-teamet.

Musikken er faretruende tæt på at stoppe, og der bliver næppe en stol til Kevin Magnussen i 2025.

RBs ledige sæde napper Liam Lawson eller Daniel Ricciardo, og pladsen hos Sauber sætter Valtteri Bottas eller den mesterskabsførende i Formel 2, Gabriel Bortoleto, sig formentlig på.

Så Kevin, hvor skal du køre i '25?

Vi venter i spænding på svaret.

1. Lando Norris (McLaren)
2. Max Verstappen (Red Bull)
3. Oscar Piastri (McLaren)
4. George Russell (Mercedes)
5. Charles Leclerc (Ferrari)
6. Lewis Hamilton (Mercedes)
7. Carlos Sainz Jr. (Ferrari)
8. Fernando Alonso (Aston Martin)
9. Nico Hülkenberg (Haas)
10. Sergio Pérez (Red Bull)
---
Udgik: Kevin Magnussen (Haas)