Kevin Magnussen er på plads i sit nye team, Haas F1. Han har i både december og januar knoklet i sin træner Thomas Jørgensens nye faciliteter i Dragør, men i denne uge er arbejdet med ingeniører og mekanikere begyndt i Haas F1s hovedkvarter i Banbury tæt på Oxford. BT var med til Kevin Magnussens første arbejdsdag hos Haas.

I sin nye teamuniform viser den danske racerkører stolt rundt i Haas-bygningen, hvor hans og teamkammerat Romain Grosjeans biler skal serviceres i den kommende sæson.

»Jeg kom herover og blev vist rundt, mødte en masse medarbejdere og fik en introduktion til den måde, Haas arbejder på,« fortæller han om sin første arbejdsdag.

Det er tydeligt, at han efter en årrække hos det stive, image-styrede McLaren-team og en 2016-sæson i den meget franske Renault-organisation føler sig godt tilpas hos Haas.

»Det er et godt team,« siger Kevin Magnussen:

»Det er meget nemmere at finde rundt i end de andre Formel 1-teams, jeg har arbejdet med. Og det handler ikke kun om, at Haas-teamet er mindre, og der er færre ansatte. Det handler lige så meget om, at det er tydeligt, hvem der gør hvad. Og hvem der er ansvarlig. Det er en organisation, der er nem at finde rundt i. Det passer mig godt,« siger han inde i teamets ’Race Shop’, hvor en bil er under opbygning, mens en 2016-model står klar til pitstop-træning.

»Men det er klart, at teamet er mindre end både McLaren og Renault. Og den her bygning i Banbury er ikke ret stor i forhold til McLarens hovedkvarter i Woking. Men man skal huske på, at Banbury kun er en af flere afdelinger for Haas F1,« fortsætter Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen (th.) talte på sin første arbejdsdag hos Haas med teamets nye ingeniør, den tidligere Ferrari-medarbejder, Giuliano Salvi, som danskeren forventer sig meget af.
Kevin Magnussen (th.) talte på sin første arbejdsdag hos Haas med teamets nye ingeniør, den tidligere Ferrari-medarbejder, Giuliano Salvi, som danskeren forventer sig meget af. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Haas er et meget atypisk Formel 1-team. Mens andre hold sætter en ære i at bygge så mange komponenter som muligt selv, har Haas uddelegeret en lang række opgaver. Bilerne designes i både Banbury og i Italien, hvor de fleste komponenter produceres hos racerbilsfabrikken Dallara. Motor og gearkasse kommer fra Ferrari, hvor Haas også lejer sig ind i vindtunnel og simulator. Bilerne samles og serviceres mellem løbene i Banbury, og hele teamet ejes og administreres i USA.

»I næste uge skal jeg til USA og besøge den Haas-afdeling, der ligger dér. Før jul var jeg i Italien og besøge både Dallara-fabrikken og den afdeling, Haas har hos Ferrari i Maranello,« fortæller Magnussen.

Selv om Renault ikke skulle bruge ham til noget, og man for længst havde hyret danskerens afløser, tyskeren Nico Hülkenberg, insisterede franskmændene på, at Kevin Magnussen ikke begyndte arbejdet med Haas, inden kontrakten formelt udløb 31. december 2016.

»Men jeg må vel gerne sige hej til folk? Jeg var bare på en rundtur,« siger han med et grin:

»Først fredag skal jeg ’køre’ Haas-raceren for første gang i Ferraris simulator i Maranello.«

Når Magnussen kører på banen til den første test af Haas’ 2017-model, bliver han den første kører, der har prøvet alle fire motorer i moderne Formel 1. Efter Mercedes og Honda hos McLaren i 2014-15 og Renault i 2016, mangler han nu kun at prøve Ferrari-V6’eren.

»Det er en meget sjov statistik, men jeg kan ikke rigtigt bruge det til noget. Jeg vurderer, at Ferrari havde den næstbedste motor sidste år – efter Mercedes, men foran Renault og Honda. Og sådan tror jeg, det bliver igen i år. Men lige præcis med motorerne, er det ikke så meget, man får at vide. Jeg finder først ud af, hvor vi står, når vi kommer på banen til den første test i Spanien i slutningen af februar.«

Her skal Magnussen også for alvor indlede samarbejdet med sin nye ingeniør. Som afsløret i BT tirsdag bliver det den tidligere Ferrari-medarbejder Giuliano Salvi. De to mødte hinanden i hovedkvarteret i Banbury i denne uge.

»Han har sindssygt meget erfaring, og han har arbejdet med en række virkelig dygtige kørere. Det bliver en stor hjælp for mig at arbejde sammen med en mand som Giuliano. Jeg har haft nogle dygtige ingeniører i Formel 1, men aldrig nogen, der var så erfarne som Giuliano. Der glæder jeg mig til.«

En gammel Formel 1-sandhed siger, at et nyt Formel 1-team altid får det svært i sin anden sæson. Debut-sæsonen er relativ nem, for her har man haft flere år til at forberede sig. År 2 er meget sværere, for her skal man designe og bygge bilen, mens man gennemfører debutsæsonen.

»Jeg har hørt teorien. Men jeg tror, Haas kan bygge videre på den gode sæson, vi havde i 2016, og i den forbindelse tror jeg, at den lidt atypiske organisation, Haas har, og det tætte samarbejde med Ferrari vil være en fordel,« siger Magnussen.

Han får den erfarne Romain Grosjean som teamkammerat.

»Jeg har kørt mod ham i to sæsoner i Formel 1, og vi har haft nogle gode kampe. Jeg har endnu ikke mødt ham som Haas-kører, men jeg ved, at vi bliver helt ligestillede,« lyder det fra Magnussen.

Ligestillingen betyder, at Kevin Magnussen sandsynligvis bliver den første Haas-kører på banen, når den officielle vinter-test starter 27. februar på Circuit de Catalunya ved Barcelona.

Teamet planlægger en uofficiel og meget lukket, privat seance på en såkaldt ’film-dag’ to dage før den officielle test. Her vil Grosjean efter planen sidde bag rattet, og så er det Magnussens tur, når det for alvor går løs mandag 27. februar.

Sæsonens første grandprix køres i Melbourne i Australien søndag 26. marts.