Tom Kristensen bliver fast kommentator på TV3 Sports Formel 1-transmissioner i 2017. BT erfarer, at den nidobbelte Le Mans-vinder skal dele posten som ekspertkommentator med John Nielsen, der blev Danmarks første Le Mansvinder i 1990.

John Nielsen, der har været ekspertkommentator hos TV3 Sport i en årrække, driver et af de førende hold i den danske DTC-serie og har efter BTs oplysninger selv bedt om at drosle ned på tvarbejdet.

Tom Kristensen skal kombinere kommentator-jobbet med sit arbejde som dommer for det internationale bilsportsforbund, FIA. Her skal han i den kommende sæson være med i dommerpanelet ved Formel 1-grandprixerne i Spanien, Japan og Mexico.

Sådan ser Kevin Magnussens Haas-racer ud.
Sådan ser Kevin Magnussens Haas-racer ud. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Mens dommer-jobbet kræver, at han er til stede på banerne, vil kommentatorjobbet hos TV3 Sport primært foregå fra København.

Den nidobbelte Le Mansvinder ser frem til at følge Kevin Magnussen i den kommende sæson.

»Jeg forventer, at Kevin vil slå sit navn fast i Formel 1 og høste den respekt og erkendelse, han fortjener«, sagde han fredag til BT.

TV3 Sports Formel 1-transmissioner vil fortsat have Peter Palshøj og den tidligere Formel 1-kører Nicolas Kiesa som studieværter før og efter løbene, mens Luna Christofivil være på plads på banerne for at interviewe kørere og teamchefer.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tom Kristensen eller sportschef i MTG-koncernen, Peter Nørrelund.

Formel 1-sæsonen begynder 26. marts i Melbourne, Australien, hvor det første grandprix skal køres.