Snart er det slut med Valtteri Bottas i Mercedes-sædet.

For han skifter til Alfa Romeo fra 2022, oplyser Formel 1 på deres hjemmeside.

Også Alfa Romeo skriver, at 32-årige Bottas slutter sig til holdet næste år, når den nye sæson starter.

»Et nyt kapitel i min karriere bliver skrevet: Jeg glæder mig til at blive en del af Alfa Romeo fra 2022 og efter,« siger Bottas i pressemeddelelsen og kalder skiftet for en ny udfordring.

»Jeg er taknemmelig for den tillid, holdet viser mig, og jeg kan ikke vente med at betale tilbage: Jeg er mere sulten end nogensinde efter at jagte resultater og, når tiden kommer, vinde.«

Den finske racerkører har været hos Mercedes siden 2017, efter han kom dertil fra Williams.

For Mercedes vandt Bottas sit første løb i Sochi i 2017, og siden sin debut for holdet har han været med til at vinde fire titler til Mercedes, og hos Alfa Romeo er de da også lykkelige over at have fået fingrene i hans underskrift.

»Det er med stor glæde, vi kan byde Valtteri velkommen på holdet, og vi ser frem til rejsen sammen,« siger Frédéric Vasseur, der er direktør for Alfa Romeo til holdets hjemmeside, og roser samtidig Bottas for at være en holdspiller, som er god i den stærke ende af feltet.

»Valtteri har været en vital del af et hold, der har skrevet historie, og han har fire verdensmesterskaber knyttet til sit navn (fordi Mercedes har vundet som hold, red.). Han er den helt rigtige kører til at hjælpe Alfa Romeo med at tage det næste skridt mod toppen,« siger Frédéric Vasseur, der også kender sin nye racerkører fra tidligere.

»Vores forhold går langt tilbage til dengang, vi med succes arbejdede sammen i F3 og GP3, og hans talent og færdigheder har været tydelige lige siden, og han er kun vokset med tiden. Jeg ser virkelig frem til at se ham lægge sit gode arbejde i holdet,« lyder det fra direktøren.

Finnen har selv hentet ni grandprixsejre i Formel 1 – alle i sin tid hos Mercedes, som har været det altdominerende hold siden 2014.

Kun i 2016 vandt Lewis Hamilton ikke VM-titlen, men det var, fordi hans daværende teamkammerat Nico Rosberg snuppede den. Han stoppede karrieren få dage senere, hvorefter Bottas blev hentet ind.

32-årige Bottas er to gange sluttet som nummer to i VM-stillingen efter Hamilton.