Det ligner sidste chance for Kimi Raikkonen hos Ferrari.

Den 38-årige skal i 2018 bevise sit værd for fortsat at få lov til at køre for det italienske Formel 1-hold.

Det lægger Ferrari-præsidenten Sergio Marchionne ikke skjul på i forbindelse med en medie-julefrokost. Men han lægger heller ikke skjul på, at han stadig tror på Kimi Raikkonen, der ikke havde en alt for god 2017-sæson.

Det skriver Autosport.com.

»Min personlige holdning er, at vi hvis vi finder den rette nøgle, kan Kimi Raikkonen køre guddommeligt,« siger Sergio Marchionne:

»Men vi bliver nødt til at finde den. Når alt går godt, er det en fornøjelse at se ham køre, men andre gang ser det ud til, at han holder pause.«

I 2017 var Kimi Raikkonen meget langt fra at kunne matche holdkammeraten Sebastian Vettel, og det blev kun til en fjerdeplads i VM-stillingen med hele 112 point færre en den anden Ferrari-racer.

Det blev til nul sejr og syv podiepladser.

»Han skal være mere stabil, og det er sandsynligvis den sidste sæson til at kunne finde den rette nøgle, og det må vi gøre. Det vil være en skam, hvis han skulle forlade Formel 1 uden at have vist sit rette potentiale,« siger Sergio Marchionne.

Ferrari-bossen har allerede spekuleret over, hvem der kunne afløse Kimi Raikkonen.

»Hvis vi ikke kan finde den rette nøgle i forhold til Raikkonen, vil vi nok vælge en ung kører i stedet.«