'Stop bilen'!

Sådan lød det efter få sekunder af kvalifikationen til grandprixet i Canada over radioen i Romain Grosjeans bil. For det stod hurtigt klart, at den var helt galt med motoren.

En gigantisk tyk sky af røg stod ud bag bilen, og så var det farvel og tak til Haas-køreren, der blev sendt tilbage i pitten, før det hele overhovedet var startet.

Og det ærgrede selvfølgelig franskmanden.

»Jeg tror, jeg har opbrugt mit uheld for denne sæson, den næste og den næste efter det også. Set fra den positive side føltes bilen rigtig god med den nye opgradering. Jeg vidste, jeg kunne have gjort det godt i dag, og det var det, jeg gik efter. I morgen venter et langt løb, og forhåbentlig får vi en god dag,« siger Romain Grosjean til Sky Sports.

Det sluttede, før det knap var begyndt for Romain Grosjean lørdag aften.
Det sluttede, før det knap var begyndt for Romain Grosjean lørdag aften. Foto: SRDJAN SUKI
Vis mere

Mens franskmanden blev elimineret lynhurtigt, sluttede Kevin Magnussen som nummer 11 i lørdagens kvalifikation i Montreal. Danskerens bedste tid i kvalifikationen lørdag lød på 1 minut og 12,606 sekunder. En tid, der var en forbedring i forhold til Kevin Magnussens tider til træningerne.