Canadas Grand Prix i weekenden markerer afslutningen på den første tredjedel af Formel 1-sæsonen 2018. Haas-teamet og specielt Kevin Magnussen har overrasket positivt, og danskeren er i disse måneder i absolut topform.

Haas 2018-model VF-18 har også imponeret. Fra sæsonstarten havde feltets mindste team den fjerde-hurtigste bil, og bortset fra udfaldet i Monaco for 14 dage siden har man i store træk formået at bibeholde den position.

Alligevel ligger Haas netop nu blot på ottendepladsen i konstruktør-VM. Det er den placering, man sluttede på i både debutsæsonen 2016 og sidste år. Det er den placering, man for enhver pris vil forbedre i 2018. Og det er – set i forhold til bilens potentiale - ikke godt nok.

Gennem størstedelen af foråret har Haas forsømt at plukke de lavthængende frugter, der har dinglet foran dem. Man har ikke fået nok ud af VF-18 modellen – man har af mange gode (og endnu flere dårlige) grunde smidt VM-point væk i kassevis.

Kevin Magnussen og Romain Grosjean har nu tilsammen kørt 12 løb, og kun ved et par lejligheder – Magnussen i Bahrain (femteplads) og Spanien (sjetteplads) – har teamet fået det optimale ud af bilen.

I Australien fejlede mekanikerne under to pitstop i træk og kostede teamet deres bedste resultat nogensinde.

I hovedparten af løbene har Grosjean været langt fra topformen, og i både Aserbajdsjan og Spanien lavede han graverende, personlige fejl.

Ved flere lejligheder har bilerne mistet aero-dele, der åbenbart var designet for svagt.

For nu at sige det ligeud: Der har været for mange fejl. Fra mekanikerne under pitstop over designerne, der har skabt en bil, der falder ting af, til Romain Grosjean, der i månedsvis har lignet en F1-kører i en alvorlig midtvejskrise.

Det her skal opfattes som konstruktiv kritik. Jeg holder meget af Haas-teamet. Guenther Steiner er den bedste F1-chef, jeg nogensinde har arbejdet sammen med.

Kevin Magnussen i aktion under træningen i Canada. Vis mere

Og jeg kan godt forstå, at der sker flere fejl i feltets mindste teams end blandt de største. Men alligevel: Haas-teamet skal udnytte den stærke VF-18 model bedre. Der skal flere point på VM-kontoen. Feltets fjerde-hurtigste bil skal ikke ligge på ottendepladsen i den samlede stilling.

Bortset fra episoden med Pierre Gasly i Baku, der i høj grad skyldtes danskerens beskadigede bil, har Magnussen ikke i nævneværdig grad bidraget til den høje fejlkvote. Han har i modsætning til mekanikere, designere og teamkammerat ikke kostet teamet VM-point.

Men som K-Mag selv siger: ”Vi vinder sammen – og vi taber sammen”.

Haas er ikke et team i krise. Man ved, at man har en rigtig god 2018-model (nu med forstærkede bargeboards!), men man ved også, at udviklingen skal vendes. Fejlkvoten skal minimeres, og Grosjean skal begynde at bidrage til point-kontoen.

Ellers risikerer Haas at forblive på den forhadte ottendeplads. Og Kevin Magnussen, der kører bedre end nogensinde, får ikke mulighed for at vise, hvad han kan.