Williams var det mest vindende Formel 1-team i 1990´erne, og den dag i dag, er det kun Ferrari, der har vundet flere VM-titler. Men lige nu ligger Williams på sidstepladsen i VM, og alt tyder på, at nedturen fortsætter. Jeg er ikke den eneste i paddocken, der frygter at teamet på et tidspunkt helt forsvinder.

Hvad er gået galt? Jeg tror simpelt bare ikke Williams-teamet har formået at følge med tiden. Hvis man står stille i verdens hurtigste sport, kommer man omgående bagud. Og samtidig mangler teamet en lederfigur.

Før og under finanskrisen skiftede de fleste formel 1-teams ejere. Bilfabrikker (a la Ford/Jaguar, Honda, BMW, Mercedes og Renault), sponsorer (Red Bull) eller racergale multimillionærer købte (eller oprettede) teams. Kun Ferrari, der altid vil være et særtilfælde i Formel 1, og Williams bibeholdt den samme ejerkreds.

Der var faktisk også en bilfabrik, der ville købe sig ind i Williams. BMW var som teamets motorleverandør klar til et tættere samarbejde. Men teamets grundlægger Frank Williams sagde Nein Danke til tyskerne – han ville være herre i eget hus. Det var OK at arbejde tæt sammen med en stor bilfabrik – det havde han tidligere gjort med Honda og Renault. Men det var ham, der skulle sidde ved bordenden.

Indstillingen gav problemer, og interessen fra bilfabrikker/motorleverandører kølnedes. BMW købte i stedet Sauber, og da alle sportens motorleverandører havde fundet andre partnere, måtte Williams pludselig købe sine motorer, og det kostede dyrt. Siden samarbejdet med BMW sluttede i 2006 har Williams skiftet motorleverandør fire gange, og det har hæmmet både resultater og økonomi.

Williams' canadiske Formel 1 kører Lance Stroll i sin bil.
Williams' canadiske Formel 1 kører Lance Stroll i sin bil. Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

I de seneste år økonomien blevet så stram, at man har været nød til at tage betalingskørere ind. Det har kun fået nedturen til at accelerere, og i år stiller med op med de måske to svageste kørere i feltet. Lance Stroll og Sergei Sirotkin ville ikke være hos Williams eller noget andet formel 1-team, hvor de ikke blev bakket op af hundredevis af millioner kroner.

Williams er nu afhængige af betalingskørere. Men Lance Strolls far Lawrence, der har store ambitioner på sønnikes vegne, tror ikke længere på, at Williams kan gøre hans søn til verdensmester. Personligt tror jeg heller ikke at andre teams kan gøre det, men i verdens dyreste sport, er det fyren med checkhæftet, der bestemmer. Og han overvejer nu at satse på et andet team, sandsynligvis Force India.

Hovedsponsor Martini har for længst besluttet sig for at droppe Williams efter denne sæson, og det power-forspring man har nydt godt af med Mercedes, er nu udlignet af de seneste Ferrari-updates. Og Claire Williams, der har overtaget teamchef-posten efter sin alvorligt syge far, er ikke den ledertype, der kan vende udviklingen.

Derfor bliver det ikke bedre næste år. Eller måske nogensinde.

For Williams er jo ikke det første topteam, der er røget ned fra tinderne. VM-vindere som BRM, Lotus, Tyrrel og Brabham havde alle en nedtur, der sluttede med så alvorlige økonomiske problemer, at de forsvandt fra Formel 1 eller simpelt hen gik konkurs.

Det er sørgeligt, men kan være Williams ved at køre samme vej.