Snart er endnu en Magnussen på vej.

Kevin Magnussen og hans kone Louise er to måneder fra at blive en familie på fire, og i Viaplay-programmet 'Debrief med Kevin Magnussen' løfter han lidt af sløret for den måde, de har indrettet sig på i privaten.

Han er i gang med den hæsblæsende Formel 1-sæson med Haas, men nyder virkelig basen derhjemme.

»Jeg har det godt. Nu begynder den europæiske sæson, og så bliver det hele lidt mere hjemligt. Der er lidt kortere rejser og lidt mere tid i Danmark,« siger han, før snakken falder på familieforøgelsen.

»Jeg glæder mig helt vildt. Det har været fantastisk at få den første, og der gik ikke så lang tid, og så blev Louise gravid igen, og der er to måneder til, hun har termin.«

»Ja, der kommer mere arbejde, nok mest for Louise må jeg nok indrømme, med alt det jeg er væk. Vi har det jo fantastisk, når vi er afsted sammen og har haft en rigtig fed oplevelse med at være forældre med den her livsstil.«

»Det har været en super nem beslutning at få en mere.«

Deres førstefødte fra januar 2021, Laura, blev født syv uger for tidligt. Glæden over, at fødslen gik godt, var til at spore.

»I mandags mødte jeg mit livs kærlighed, da Louise og jeg sagde velkommen til verden til vores pige. Sikke en fantastisk følelse det er at blive forælder,« skrev Magnussen dengang på Instagram.

Andre læser også