Røgen har lagt sig efter Romain Grosjeans uhyggelige ulykke i Bahrain Grand Prix. Men der er stadig mange spørgsmål efter det værste Formel 1-crash i mange år.

HVORDAN KOM GROSJEAN UD?

Han ved det ikke helt selv. Overlevelsescellen lå så tæt op ad autoværnet, at det var svært at komme ud af det brændende cockpit. På hospitalet antydede han, at han var kommet ud gennem siden af halo-bøjlen, men det synes umuligt – der er simpelt hen ikke plads til hjelmen. I alle tilfælde krævede det både uanede kræfter og smidighed som hos et slangemenneske. Grosjean kom ud uden sin ene sko, der kan have været klemt fast mellem pedalerne. At komme ud af en tætsiddende racersko, der er både stramt snøret og lukket med velcro, understreger, hvor beslutsom Grosjean var.

HVAD MED AUTOVÆRNET?

Som udgangspunkt var placeringen okay – omtrent parallelt med banen på en langside. Når Grosjean alligevel ramte det næsten frontalt, skyldtes det, at hans Haas-racer var slået ud af kurs efter et lille sammenstød med Daniil Kvyat. Autoværnet skal absorbere en del af den enorme energi, der frigives, når en racerbil crasher ved høj fart. Men det skal ikke 'åbne' sig, som det gjorde i Bahrain. At autoværnet ikke kunne modstå Haas-raceren, skyldes blandet andet, at Formel 1-bilerne anno 2020 er de tungeste nogensinde: De vejer (inklusive) kører, men uden brændstof, 746 kg. En fuldtanket bil som Grosjeans Haas vejer omkring 850 kg, og han ramte autoværnet med 221 km/t. Det resulterede i en energiudladning, som autoværnet åbenlyst ikke var konstrueret til.

Overlevelsescellen røg gennem autoværnet.
Overlevelsescellen røg gennem autoværnet. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

REDDEDE HALO'EN GROSJEANS LIV?

Helt uden tvivl. Autoværn, der åbner eller løfter sig, er ikke noget nyt i Formel 1. I 1973 og '74 blev Formel 1-kørere to år i træk nærmest halshugget, da de røg ind under dårligt fæstnede autoværn. Halo-bøjlen, der blev indført i 2018, åbnede i Bahrain autoværnet så meget, at Grosjeans hjelm kunne passere gennem det.

HVORFOR BRØD BILEN I BRAND?

Der var omkring 100 kilo benzin i tanken, der er placeret mellem kører og motor og altså inde i bilens overlevelsescelle. Det var kun en mindre del, der blev antændt. De første undersøgelser af vraget antyder, at tanken, der er opbygget i brudsikker gummi, var intakt. Benzinslanger fra tank til motor skal være udstyret med selvlukkende ventiler, men da bilen blev revet over, blev den udflydende benzin antændt. Billeder af vraget viser også, at selve 'benzindækslet' er væk, så den antændte benzin kan også stamme herfra.

Haas-racerens overlevelsescelle var brandmærket, men ganske intakt efter ulykken.
Haas-racerens overlevelsescelle var brandmærket, men ganske intakt efter ulykken. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

HVORFOR BRÆKKEDE BILEN OVER I TO DELE?

Igen handler det om at absorbere den enorme energi, der blev frigivet ved påkørslen af barrieren. En moderne Formel 1-bil er opbygget omkring en overlevelsescelle i kulfiber, og alle andre dele er designet til at brække af overlevelsescellen og på den måde absorbere energi. Det er naturligvis kun ved meget massive ulykker, at hele bagenden brækker fri, men det understreger kun, hvor voldsomme kræfter der var i spil.

Grosjeans bil brækkede over i to dele ved påkørslen af autoværnet.
Grosjeans bil brækkede over i to dele ved påkørslen af autoværnet. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

HVAD SKER DER NU?

Bilsportsforbundet FIA har indledt en tilbundsgående undersøgelse af ulykken, og resultaterne ventes i løbet af seks til otte uger. På kort sigt er der til denne weekend på ulykkesstedet placeret en dobbelt dækbarriere foran autoværnet.