»Hvis jeg vinder Formel 2 i år, er det ikke 100 procent sikkert, at jeg kører Formel 1 i 2021. Men jeg vil sige 99,9 procent.«

Sådan sagde Renault Sport Academy-kører Christian Lundgaard til B.T.s udsendte, da Renault i februar inviterede til teamets Formel 1-præsentation i Paris.

I dag er mesterskabet faktisk inden for rækkevidde. Inden denne weekends to løb på Sochi Autodrom i Rusland ligger han på den samlede tredjeplads med kun 16 point op til den førende Mick Schumacher. Men selv om Lundgaard skulle vinde mesterskabet, er det 99,9 procent sikkert, at han ikke(!) kører Formel 1 i 2021.

Grunden hedder Fernando Alonso.

Spanieren vandt sine to VM-titler med Renault i 2005 og 2006, men det var måske også her, hans Formel 1-karriere toppede. Lige siden har hans karriere været præget af frustrationer og forkerte team-valg, og han trak sig egentlig tilbage fra Formel 1 for to år siden. Nu gør han comeback, og hans erfaring og hurtighed vil utvivlsomt kunne hjælpe Renault.

Men fremtiden, den har den 39-årige spanier bag sig. Og han spærrer for en ung, lovende generation. Ved at skrive kontrakt for 2021- og 2022-sæsonen med Alonso har Renault skabt et alvorligt flaskehalsproblem for deres Sport Academy.

For Lundgaard er ikke den eneste akademikører, der er Formel 1-klar. Faktisk er Guyan Zhou et endnu mere presserende problem. Kineseren, der har rigtig mange penge med hjemmefra, kører i år sin anden sæson i Formel 2, og hvis han ikke kommer videre, vil hans karriere stagnere. Hvis man skal bruge tre sæsoner på at kæmpe sig frem til Formel 1, er man næppe en fremtidig superstar.

Lundgaard kan bedre tåle endnu et år i Formel 2, men det vil koste hans investorer endnu et tocifret millionbeløb, og det vil indebære et enormt pres: Hvis Lundgaard ikke vinder 2021-mesterskabet, er det pludselig hans karriere, der er i fare for at stagnere.

Renault kan også vælge at gøre enten Zhou eller Lundgaard til tredjekører i Formel 1-teamet i 2021. Men det er ikke nogen optimal løsning, for der er meget begrænsede muligheder for at teste, og de faste kørere Alonso og Esteban Ocon har brug for alle de omgange, de kan få.

Faktisk kan Alonso komme til at spærre for Lundgaard allerede i år. Danskeren burde være Renaults oplagte valg til den årlige Young Driver Test, der afvikles i Abu Dhabi efter sæsonfinalen i december. Testen er forbeholdt kørere, der maksimalt har kørt to grandprixer, men nu hører jeg fra Renault-hovedkvarteret i Enstone, at man overvejer at søge dispensation fra dette krav.

Hvorfor? Såmænd fordi man gerne vil indsætte 39-årige Fernando Alonso – der har kørt 311 grandprixer.

Christian Lundgaard har med sin stærke debutsæson i Formel 2 simpelthen sprængt den køreplan, Renault Sport Academy har lagt for ham. Han blev Formel 1-klar, hurtigere end man regnede med, og nu spærrer Alonso for danskeren.

Jeg er ikke i tvivl om, at Christian Lundgaard kommer i Formel 1 – hans talent er alt for stort til at blive overset. Men det bliver ikke den direkte vej, Renault Sport Academy-ledelsen har lagt op til i årevis.

Det bliver først i 2022.