39-årige Fernando Alonso snupper 19-årige Christian Lundgaards plads i årets Young Driver Test i Formel 1.

Testen afvikles 15. december på Yas Marina-banen i Abu Dhabi. Renault har længe presset på for at kunne indsætte Alonso, der i 2021 gør comeback i Formel 1 efter to års pause, i testen.

Til flere andre teams irritation har man nu fået dispensation fra bestemmelsen om, at Young Drivers Tests er reserveret kørere, der maksimalt har deltaget i to grandprixer. Alonso har siden sin Formel 1-debut i 2001 været med i 314 løbs-weekender.

I en pressemeddelelse takker Renault det internationale bilsportsforbund FIA for at tillade, at Alonso deltager i testen.

»Det sker som anerkendelse af Renaults forpligtelse til unge kørere og Fernandos eget arbejde med at hjælpe unge talenter,« forklarer man blandt andet.

Præcis hvordan det hjælper Christian Lundgaard – Renault Sport Academys bedst placerede kører i Formel 2 – at Alonso tager hans plads i Young Driver Test, kommer man dog ikke nærmere ind på.

Den anden Renault i Young Driver Test skal køres af den kinesiske Formel 2-kører og Renault Sport Academy-medlem Guanyu Zhou.

Christian Lundgaard stiller i weekenden op i sidste afdeling af Formel 2-mesterskabet 2020. Inden de to løb i Bahrain ligger han på den samlede sjetteplads med 149 point, 23,5 point mere end Zhou på ottendepladsen.