Max Verstappen (Red Bull-Honda) starter fra pole position i årets første Formel 1-grandprix i Bahrain. Hollænderen var hele 4/10 sekund – det er lysår i Formel 1! – hurtigere end Lewis Hamilton (Mercedes).

Englænderen kæmper i år for at vinde sin ottende VM-titel og dermed officielt blive Formel 1´s GOAT – Great of All Times.

Han har allerede slået Michael Schumachers rekorder for flest grandprixsejre og pole positions, men med hensyn til VM-titler har han ’kun’ tangeret den tyske legende.

36-årige Hamilton er nu en af de ældste i feltet, og da han for nylig forlængede sin kontrakt med Mercedes, skete det kun for et år. Men uanset om han vinder VM 2021 eller ej planlægger Hamilton ikke at stoppe efter denne sæson.

Max Verstappen har indtil nu været totalt dominerende i Bahrain.
Max Verstappen har indtil nu været totalt dominerende i Bahrain. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Det spiller ingen rolle,« insisterede han op til VM-premieren her i Bahrain, hvor det er tydeligt at Max Verstappen klar til at vælte ham af Formel 1-tronen.

»Der er lagt op til en spændende kamp, og den slags elsker jeg,« fortsatte Hamilton.

»Jeg er ikke typen, der trækker mig ud, når det bliver hårdt. Jeg elsker at køre race, og faktisk er jeg op til denne sæson mere tændt end længe. Der er kommet nye teams, der er ændrede regler og jeg føler ikke, der er på tide at stoppe. Det er noget, jeg skal finde ud af i løbet af de næste otte måneder. Det er ikke til at forudse, men lige nu føler jeg mig klar til at fortsætte.«

Med en niendeplads, halvandet sekund hurtigere end sin Alpine-teamkammerat Esteban Ocon på 16.-pladsen, blev Fernando Alonsos Formel 1-comeback en succes.

Kevin Magnussens tidligere team Haas F1 var som ventet langsomst af alle, og holdets to nye kørere, Mick Schumacher og Nikita Mazapin, indtager sidste startrække. Haas-kørerne var skræmmende langsomme – henholdsvis 3,5 og 4,3 sekunder efter Verstappens pole position.

Bahrains Grand Prix starter søndag klokken 18.00 lokal tid.