Hans fysiske og psykiske tilstand er på tiende år omgærdet af stor mystik.

Det er i dag 10 år siden, at Michael Schumacher styrtede på en skitur i franske Meribel med sin dengang 14-årige søn, Mick.

Formel 1-superstjernen fik en slem hovedskade i mødet med en sten, og han blev lagt efterfølgende fløjet på hospitalet og opereret flere gange og siden lagt i kunstigt koma. 

10 år senere er det kun sparsomt, hvad familien og hans nærmeste har givet af oplysninger om Schumacher, som ikke er set offentligt siden 2013. Men nu kan Bild afsløre nye og opsigtsvækkende detaljer om den syvdobbelte verdensmesters hverdag og genoptræning i luksushjemmet ved Genevesøen i Schweiz.

Foto: Patrick Hertzog/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

En del af den nu 54-årige Schumachers genoptræning er foregået ved, at den tidligere Ferrari-fartkonge er blevet kørt rundt i en Mercedes AMG.

Formålet skulle være, at han dermed ville få aktiveret og stimuleret sin hjerne af lyde, i dette tilfælde motorlyde, der ville kunne vække minder fra et liv i motorsporten.

Derudover skriver Bild, at op mod 15 læger, sygeplejersker, massører og assistenter er med på det hold, der forsøger at give verdensstjernen den bedste behandling som muligt døgnet rundt.

Det er Michael Schumachers kone, Corinna, der varetager sin mands behandling, og det er ligeledes hende, der sørger for ro omkring ham og som bestemmer hvem, der må besøge ham, og hvornår.

Foto: Oliver Multhaup/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

I de kommende uger kan fans få et nyt indblik i hans liv i en dokumentarserie, der bliver vist på den tyske tv-station ARD.

Michael Schumachers bror, Ralf Schumacher, som ligeledes er tidligere Formel 1-kører, satte for nylig ord på sin brors hårde skæbne.

»Jeg savner min Michael fra dengang. Livet er uretfærdigt en gang imellem. Michael var ofte heldig, men så kom denne tragiske ulykke. Takket være moderne medicinske muligheder er der gjort meget, men stadig er intet det samme som det plejede at være,« sagde han til Bild.