YouSee's godt 250.000 tv-kunder med Bland Selv-produkter oplever nu på tredje døgn massive tekniske problemer.

Problemer, som betyder, at kunderne fortsat ikke kan gå ind og vælge nye kanaler som erstatning for de Discovery-kanaler, YouSee slukkede for ved overgangen til 2020.

Fredag morgen er der fortsat ikke nogen løsning.

YouSee skrev torsdag aften i en fejlmeddelelse, at man senest regner med at have styr på problemet i dag, fredag.

Det virker dog fortsat ikke fra morgenstunden.

Lige nu fremgår det af YouSee's system, at man regner med, at problemet er løst klokken 12.00 fredag.

Det er dog ikke nødvendigvis en status, man kan regne med.

Siden YouSee's system gik ned natten til den 1. januar, har YouSee sat flere lignende tidspunkter op.

Ingen af dem er blevet overholdt.

Det lader dog til, at YouSee så småt er begyndt at forsøge at lukke kunder ind på Bland Selv-platformen.

Tidligt fredag morgen kunne B.T. kortvarigt komme ind på Bland Selv, men godt en halv time senere meldte systemet igen, at Bland Selv er lukket ned.

Flere brugere skriver også på YouSee's Facebookside, at de har haft adgang til Bland Selv og fået nye tv-kanaler.

Det er dog ikke tale om en stabil eller permanent løsning.

B.T. har fredag morgen været i kontakt med YouSee's pressevagt.

Her lyder det, at man fortsat ikke har løst de tekniske problemer.

YouSee har endnu ikke en konkret tidshorisont for, hvornår kunderne kan vælge kanaler igen.