En række TV-kunder hos Yousee kan se frem til en sand hammer af en prisstigning inden længe.

Det kommer til at gøre sig gældende for kunder med ældre abonnementstyper, lyder det i en mail til kunderne. Stigningerne kommer til at slå igennem fra 1. juni i år.

En af de berørte kunder er Pia Metz fra Esbjerg. Og hun er rasende:

»Det er ganske enkelt noget forbandet svineri. Det lader til, at de ikke gider have kunder mere,« siger Pia Metz til B.T.

Efter hun mandag fik en mail fra Yousee om prisstigningerne, valgte hun at gå på Yousees Facebook-profil, hvor hun delte den mail, hun havde modtaget.

Her fremgår det, at hendes pris for en en tv-fuldpakke fra 1. juni stiger til 577 kroner om måneden.

Indtil nu har hun betalt 481,17 kroner pr. måned. Det er en prisstigning på 96 kroner og lige under 20 procent.

»I slutningen af sidste år eller i starten af i år fik jeg en opgørelse over mine priser. Og nu har jeg pludselig fået en stigning på 19 procent, selvom vi lige har mistet 11 kanaler,« siger Pia Metz med henvisning til Yousees brud med Discovery.

»Jeg kan godt lide at se Superliga-fodbold. Men selvom jeg mistede en del af den med Discovery, så valgte jeg at beholde mit Yousee-abonnement, for jeg har altid været fint tilfreds. Men nu gider jeg ikke mere. Når jeg har fri, så ringer jeg til dem og siger det op,« siger Pia Metz.

Mediet Flatpanels har tidligere skrevet om den prisstigning, som Yousee varsler en række kunder. Og her fremgår det, at kunder med alle slags pakker kan blive berørt, hvis de har en ældre aftale.

Fuldpakken stiger som nævnt med 96 kroner. Men også Mellempakken - både med og uden tv-boks - stiger. Det samme gør grundpakkerne.

Eksempelvis stiger en Mellempakke med tv-boks 75-76 kroner om måneden, mens en Mellempakke uden tv-boks stiger med 69 kroner.

En Grundpakke med tv-boks stiger minimum 43 kroner, fremgår det.

Hos Yousee skriver kommerciel direktør, Eva Birgitte Bisgaard, en skriftlig kommentar til B.T. om prisstigningerne.

'Jeg kan godt forstå, at de kunder, der er berørt af denne prisstigning, ikke er glade for den. Det er vigtigt at understrege, at de justeringer, vi foretager her, ikke er en generel prisstigning på vores listepriser, men en justering af en række ældre produkter, hvor prisen ikke er fulgt med den generelle prisudvikling,' lyder det.

Hun understreger, at det udelukkende er kunder med ældre produkter, der kommer til at mærke prisstigningerne.