Landets største tv- og internetudbyder, YouSee, sætter priserne på både tv og bredbånd op.

Prisstigningerne træder i kraft fra nytår, og de af det TDC-ejede selskabs kunder, der skal op med flest ekstra penge hver måned, er dem med de største tv-pakker. Det skriver YouSee i en pressemeddelelse.

Således kommer prisstigningen for de kunder, som har Grundpakke eller Bland Selv-pakke til at løbe op i 10 kroner ekstra per måned, mens kunder med Mellempakken skal af med 20 kroner mere månedligt. Den største stigning sker for kunder med Fuldpakken, her skal man finde 25 ekstra kroner frem månedligt.

Forklaringen på prisstigningen skal ifølge YouSees admin. direktør, Jacob Mortensen, findes i, at tv-rettigheder bliver dyrere og dyrere - ikke mindst dem til sport. Samtidig er der færre og færre personer til at betale for de rettigheder, da flere opsiger deres abonnement og benytter sig af streamingtjenester som Netflix og HBC.

»Når vi forhandler priser på indhold, arbejder vi hårdt på at holde priserne så lave som muligt, for selvfølgelig er vores kunder aldrig begejstrede for en prisstigning. Vi kan dog ikke komme uden om en mindre prisstigning, som til gengæld sikrer, at vi også fremover kan give vores kunder masser af godt indhold og den bedste tv-oplevelse,« siger Jacob Mortensen.

Når det kommer til bredbånd,  er det kunderne med de lavere hastigheder, som kommer til at betale ekstra, mens kunder med det højeste hastigheder faktisk får en billigere bredbåndsregning.

YouSee, som er ejet af TDC, hæver nok en gang priser på tv og bredbånd. Dog sættes prisen på de højeste bredbåndhastigheder ned. Vis mere

»Vi bliver mere og mere digitale, og danskerne efterspørger stadig højere hastigheder på bredbånd. Det kræver store investeringer til at vedligeholde og udbygge netværket, og vi er derfor nødt til at hæve prisen med 10 og 20 kr. for en del af vores bredbåndsprodukter,« udtaler Jacob Mortensen.

I den forbindelse stiger prisen på 25 og 50 mbits forbindelser med 10 kroner, mens 100 mbit-forbindelsen stiger med 20 korner om måneden. Kunder med 1.000 mbit-forbindelse kan dog se frem til en reduktion i prisen fra 699 til 499, mens dem med 500 mbit går fra 499 til 449 per måned.