Efter længere tid med kedelige sager og et sivende antal kunder forsøger YouSee nu at rykke fra at være i defensiven til for alvor at gå i offensiven.

Det sker med initiativer, som både kommer YouSees eksisterende kunder til gode, og som skal lokke nye kunder til med priser, der kan sætte skub i en landsdækkende priskrig, vurderer en ekspert.

Først og fremmest har YouSee hævet bredbåndshastigheden for alle de eksisterende kunder med adgang via kabel-tv.

Det er en potentiel kundebase, som tæller over en million husstande.

»Alle kommer som minimum til at opleve en fordobling i hastigheden, og i nogle tilfælde vil der være tale om en 10-dobling. Vi gør det, fordi vi kan se, at det er de store hastigheder, kunderne efterspørger, og fordi vi det seneste år har lavet nogle opgraderinger i kabelnetværket,« siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee.

Samtidig renser YouSee kataloget af bredbåndsforbindelser.

I stedet for at sælge tre forskellige hastigheder kan nye kunder nu vælge imellem 1000/100 megabit til 299 kroner om måneden eller 200/20 til 249 kroner om måneden.

Begge prispunkter er markant lavere end det, de havde i forvejen.

Eksempelvis er prisen sænket med 100 kroner om måneden på den store forbindelse med 1000/100 megabit.

»Ved at gøre det her mere enkelt og attraktivt er håbet, at der er flere, der vælger os til,« lyder det fra Jacob Mortensen.

Ifølge Torben Rune, der har fulgt markedet for bredbånd gennem flere år og i dag driver firmaet Teleanalyse, er det markant, det YouSee foretager sig.

Især prisnedsættelserne kan få stor betydning.

»Set med forbrugernes øjne er det her super positivt. Der er tale om relativt store prissænkninger for YouSee, og det er sådan noget, der kan starte en priskrig på et marked, som ellers er ret fast cementeret i sin prissætning,« siger Torben Rune:

»Jeg er helt overbevist om, at det her vil presse priserne ned på tværs af markedet. De lægger sig ned i nærheden af nogle af de billigere udbydere, og de udbydere vil nok sænke priserne yderligere for at skabe lidt luft igen.«

Han mener, at der for YouSee er en ret klar årsag til, at man går så markant til værks.

»YouSee har haft den ene møgsag efter den anden, og det her er en form for imagepleje,« siger Torben Rune:

»Og så har man brug for nye kunder. En del er forsvundet de seneste år. Man har gjort sig den erkendelse, at kunderne vil have høje hastigheder, og det tilbyder man så til mere konkurrencedygtige priser end hidtil.«

Og så er der en anden grund til, at YouSee på den måde specifikt forsøder tilværelsen for kunder med adgang via kabel tv ved at hæve deres bredbåndshastighed.

»De kunder forsøger de at holde på. YouSee har oplevet en stor kundeafgang blandt tv-kunderne. Jeg er ikke sikker på, at det her er nok, men i det mindste forsøger de.«