Efter op mod ti dage med tekniske problemer for 250.000 YouSee-kunder med Bland Selv, er problemerne nu løst.

Alle bør nu kunne komme ind og skifte kanaler. Og dermed er YouSee også klar til at løfte sløret for, hvad de berørte kunder får i kompensation.

»Alle kunder med Bland Selv kan nu gå ind og blande deres produkter,« siger Jacob Mortensen, direktør for YouSee, til B.T., og fortsætter:

»Lige nu har vi gjort sådan, at det er en begræsning på, hvor mange, der bliver lukket ind ad gangen. Vi vil gerne undgå, at der opstår nye problemer, men langt de fleste kan komme ind lige nu. Og hvis ikke man kan, skal man bare prøve igen lidt senere.«

Om kompensationen forklarer Jacob Mortensen:

»Alle de kunder, der er gået glip af de her oplevelser i starten af året, hvor de ikke har kunnet vælge nye kanaler i Bland Selv, kan se frem til at få tre ekstra point i tre måneder,« forklarer Jacob Mortensen:

»Dem får kunderne adgang til i starten af marts. Så fra starten af marts og tre måneder frem har man altså tre ekstra point, man kan bruge på indhold.«

I YouSees Bland Selv-univers fungerer det sådan, at man får en grundpakke og herefter et antal point alt efter hvor meget, man betaler.

I den mindste pakke følger der 10 point med, i den mellemste er det 20 point, og i den største pakke er det 36 point.

Tv-kanaler koster typisk ét point, mens streamingtjenesterne koster mellem fem og 10 point.

Den kompensation, kunderne får, er altså det, der typisk vil svare til tre ekstra tv-kanaler i tre måneder.

Selvom flere kunder har udtrykt ønske om at få en økonomisk kompensation, mener Jacob Mortensen, at det, YouSee disker op med, er passende.

»Når man ser på det ekstremt beklagelige problem, vi har haft, så har det været, at man ikke kunne få oplelvelser i sin tv-pakke. Derfor er det bedst at give oplevelser som kompensation.«

Det er alle kunder, der står til at blive kompenseret.

Også selvom man var en af de heldige, der allerede efter få dage kom ind i Bland Selv og fik valgt kanaler.