YouSee har fået prygl af både kunder og eksperter, efter at tv-mastodonten har døjet med alvorlige tekniske problemer på bland selv-produkterne siden årsskiftet.

Nu reagerer YouSees direktør, Jacob Mortensen, for første gang på den massive kritik – og sætter ord på den situation, YouSee befinder sig i.

»Jeg kan godt forstå, at de berørte kunder er frustrerede, for de skal selvfølgelig kunne skifte indhold i deres Bland Selv-pakker,' skriver Jacob Mortensen, direktør for YouSee, i en e-mail:

'Vi arbejder på højtryk for at løse problemet hurtigst muligt, og jeg beklager dybt over for de berørte kunder.'

Problemet er helt konkret, at de kunder, der har Bland Selv hos YouSee, ikke har kunnet hente nye kanaler ind i stedet for de 11 kanaler fra Discovery Networks, som YouSee slukkede signalet til ved årsskiftet.

Siden 2019 blev til 2020, har Bland Selv været nede med tekniske problemer.

Jacob Mortensen garanterer, at YouSee lægger en stor indsats for at rette op på situationen:

'Det er vigtigt for mig at understrege, at problemet har højeste prioritet hos os, og at vi gør alt, hvad vi kan, for at løse det hurtigst muligt,' skriver han.