YouSees kunder blev onsdag aften og natten til torsdag haglet ned af e-mail, da en teknisk fejl udløste en mailstorm.

Men også tidligere kunder, der ikke har været hos YouSee i flere år, fik e-mail. Det gjorde Marc Eliasen vred. Han opsagde sit abonnement for tre år siden og bad udtrykkeligt YouSee om at slette hans oplysninger. Derfor kan mailen være et brud på loven.

»Det irriterer mig, at jeg ikke kan stole på, at YouSee sletter mine data. De har ikke styr på deres datasikkerhed. Hvis de stadig har mig i et kartotek, hvad så ellers? Hvorfor har de mine data, og hvad gør de med dem?« siger Marc Eliasen.

Han har nu anmeldt YouSee til datatilsynet for brud på loven for datasikkerhed.

Marc Eliasen fra Odense har anmeldt Yousee til datatilsynet.
Marc Eliasen fra Odense har anmeldt Yousee til datatilsynet.
Vis mere

I forbindelse med anmeldelsen oplyste datatilsynet til Marc, at YouSee har overtrådt databeskyttelsesforordningen ved at kontakte ham, selvom han skriftligt har bedt dem om at slette hans data. Datatilsynet undersøger nu sagen.

YouSee kan med mailstormen i sidste ende have afsløret sig selv i ulovligt at opbevare data på deres tidligere kunder.

En hel del forhenværende YouSee-kunder har siden mailstormen henvendt sig til YouSee med spørgsmålet: 'Hvorfor har I stadigvæk mine kontaktoplysninger?'

Overtrædelsen kan koste YouSee bøder.

Yousee kontakter kunder, der ikke har været i Yousee i flere år. Det kan være et brud på lovgivningen.
Yousee kontakter kunder, der ikke har været i Yousee i flere år. Det kan være et brud på lovgivningen.
Vis mere

»Det kan både være en overtrædelse af reglerne for spam, når man kontakter tidligere kunder med markedsføring, og det kan være en overtrædelse af reglerne for opbevaring af persondata. Begge overtrædelser kan udløse bøder,« siger Anette Høyrup, seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.

Hun henviser til de nye GDPR-regler, der har været gældende siden den 25. maj. Her fremgår det, at man skal have rigtig gode grunde til at opbevare persondata.

»Efter GDPR-reglerne er det formentlig ikke lovligt, at YouSee har de oplysninger liggende. Man har ret til at få slettet sine oplysninger, så meget tyder på, at YouSee har en masse, de skal have ryddet op i her.«

YouSee kæmper for at få overblik over, hvad det er, der er sket.

Yousee sendte en regulær storm af mails afsted.
Yousee sendte en regulær storm af mails afsted.
Vis mere

Da B.T. taler med YouSee torsdag, forholder de sig ikke til anmeldelsen for lovbrud. De forholder sig heller ikke til spørgsmål om, hvorfor de har oplysninger liggende på kunder, der ikke har været hos YouSee i flere år.

YouSee skriver i stedet:

'Flere personer har desværre oplevet at modtage flere ens e-mail fra os i går. Det skyldes en fejl, og vi beklager dybt de gener, som denne fejl har medført,' skriver Jacob Mortensen, administrerende direktør i YouSee, og uddyber:

'Udsendelsen er stoppet, og vi er i fuld gang med at undersøge, hvad fejlen skyldes, og hvordan det kunne ske. Igen beklager vi mange gange.'

Flere Yousee-kunder blev haglet ned af mails.
Flere Yousee-kunder blev haglet ned af mails.
Vis mere

Generelt væltede det ind med klager onsdag aften og torsdag morgen. Her rasede frustrerede kunder over, at de pludselig blev bombet ned af enslydende e-mail fra YouSee.

I nogle tilfælde oplevede nuværende og tidligere kunder at få op mod 10-20 e-mail inden for relativt kort tid. Det udløste stor frustration på Facebook, hvor kunder i hobetal klagede over mailstormen.