'Gør en god handel på lækre garner, kvalitetsstrikkepinde, hæklenåle og tilbehør.'

Med priser, der var mærkbart lavere end i traditionelle butikker lagde webshoppen Garn Royal fra land i november 2015 med et koncept, der rammer lige ind i danskernes store lyst til at strikke og hækle.

Det viste sig dog hurtigt, at butikken lovede meget mere, end den kunne holde. Garn Royal, der er en såkaldt kundeklub, hvor kunderne betaler 79 kroner om måneden for at være med, har nemlig gang på gang haft udsolgt af den vare, folk har meldt sig ind for at købe billigt: garn.

Det har udløst vrede Facebook-kommentarer og kritiske anmeldelser på forbrugertilfredshedsplatformen Trustpilot.

Mads Brandsen

'Man har jo den skønne mulighed for at blive medlem og derved få det lidt billigere og uden fragt, men hvad f****n nytter det, når der aldrig er noget på lager?! Der er altid udsolgt, og de ved aldrig, hvornår der kommer nyt hjem igen?!!! Sådan kan man sgu da ikke køre en forretning ... en meget skuffende 'fornøjelse'', skrev Ann Nielsen i september på Trustpilot.

Også på Facebook er der mange utilfredse kunder.

'Hvorfor svarer I ikke på telefon, mail og messenger?? Synes, det er uprofessionelt, for I er da hurtige nok til at hæve penge til abonnement,' spørger Heidi Holst i et opslag på Garn Royals Facebook-side.

Garn Royal bryster sig af at have en kundeservice, der er åben alle hverdage fra 9 til 15. Men da B.T. testede den tirsdag i åbningstiden, mødes vi af en telefonsvarer, der henviser en til at sende en e-mail. Her loves man svar inden for 24 timer. B.T. har stadig ikke fået svar på den e-mail, vi sendte for en uge siden.

Selskabets direktør er ifølge oplysninger i CVR-registeret Berit Rosenvinge. Hun er dog fratrådt, viser det sig, da B.T. kontakter hende. Alligevel fremgår hun stadig – og som reglerne er på området, er man direktør i et selskab, indtil Erhvervsstyrelsen får melding om, at man er fratrådt.

Ifølge CVR-registeret er selskabet bag Garn Royal 30. juni overtaget af Wholelife ApS. Det selskab ejes af Bjørn Melau Thorbjørner, der blandt andet også driver et apotek i Randers.

»Jeg er ked af, at der er kunder, der er utilfredse. Hvis der er nogen, der ikke føler, de har fået, hvad de har betalt for, kan de få pengene tilbage,« siger han.

Ifølge CVR-registeret har din virksomhed overtaget Garn Royal i juni. Nu har vi oktober. Hvorfor er der ikke sket noget?

»Jeg har ikke kunnet gøre noget i sommerferien. Men der skal nye boller på suppen nu.«

Betyder det også, at I indfører reel kundeservice og ikke bare en telefonsvarer?

»Ja. Det bliver der taget hånd om. Kundeservice er jo det vigtigste.«

Der har været et problem med, at varer ikke var på lager. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?

»Jeg har haft møder med vores leverandører, og der kommer også styr på det. Vi skal selvfølgelig have de varer på lager, vi har i butikken. Jeg er i øvrigt ikke i tvivl om, at der er et marked for os, for folk higer efter noget andet end at være online,« siger Bjørn Melau Thorbjørner.

Og noget tyder på, han får nok at se til. Selskabet kom ud af 2017 med et underskud på 310.835 kroner, ligesom egenkapitalen er i minus med 801.216 kroner.

Hos Forbrugerrådet Tænk er vicedirektør Vagn Jelsøe ikke imponeret over Garn Royal.

»Der er ikke nogen tvivl om, at eksemplet viser en virksomhed, der fejler på alle parametre. Den måde at drive virksomhed på holder ikke, og der er nogle forbrugere, der kommer i klemme ved at være medlem,« siger han.