Planen var, at det store salg af aktier skulle give kursen en vitaminindsprøjtning. Strategien gav i stedet en syngende lussing af et bagslag.
For da Volvos kinesiske ejer, Geely, solgte 100 millioner aktier fra fredag, reagerede markedet stik modsat af forhåbningen.
Det skriver CNN.
»Denne stigning i vores offentlige float (antallet af aktier, der er tilængelige for handel red.) og forbedring af handelslikviditeten gavner både nye og eksisterende investorer. Det giver en bredere base af aktionærer mulighed for at investere,« sagde direktør for Volvo, Jim Rowan, i forbindelse med salget.
Men beslutningen har umiddelbart i stedet givet Volvo et ordentligt hak i tuden.
Kursen tog et ordentligt dyk og faldt med 11 procent. Prisen faldt fra omkring 41 svensker kroner til cirka 36 svenske kroner.
Generelt har det været sløje tider for Volvos aktie, der blev børsnoteret tilbage i efteråret 2021.
Da aktiekursen toppede i starten af 2022, skulle man punge ud med 90 svenske kroner for at få fingrene i en Volvo-aktie.
Volvos kinesiske ejer, Geely, store frasalg af aktier har gjort, at den kinesiske bilgigant nu ejer 79 procent af det ikoniske svenske bilmærke i stedet for 83 procent.
Bilgiganten købte Volvo tilbage i 2010, hvor Volvo var i stor økonomisk krise.