Konkurrencen i dagligvarebranchen er benhård – og kampen om kunderne bliver kun hårdere.

Rema 1000 og Netto står overfor en stadig hårdere, direkte duel om kunderne lige nu. 

I følge en ny prognose fra Retail Institute Scandinavia vil Rema 1000 nemlig udfordre og endda overtage tronen som den største lavprisbutik i markedsandel fra Netto i 2028.

Bruno Christensen, ekspert i detailhandel, tror dog ikke, at det bliver så nemt. 

»Jeg tænker på udviklingen på den måde, at Salling Group og dermed Netto vil bevare førerpositionen på dagligvaremarkedet. Jeg tror ikke på, at Rema 1000 kommer op og bliver størst,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Salling Group vil svare igen. De ønsker ikke at afgive positionen som de største i Danmark, og derfor vil de etablere butikker i takt med, at deres position bliver truet.«

Bruno Christensen er ikke i tvivl om, at kampen mellem de to store dagligvarekoncerner vil kunne mærkes hos forbrugerne.

»De vil holde hinanden i skak på prisen. Det vil betyde, at den priskrig, som vi oplever i øjeblikket på dagligvareområdet, den er ikke overstået til 1. januar 2024 eller året efter. Den vil være der konstant,« lyder det fra Bruno Christensen.

»Der er Netto bedre gearet end Rema 1000 i kraft af, at Netto også har et stort distributionsnet med Føtex og ikke mindst Bilka.«

Ifølge Retail Institute Scandinavia vil Rema 1000 i 2028 stå med 450 butikker, mens Netto vil have 560.

Men her mener Bruno Christensen, at man skal huske, at Rema 1000, i kraft af opkøbet af Aldi-butikkerne har fået et gevaldigt nøk op i antallet butikker, og den udvikling vil ikke fortsætte.

»Jeg er ikke tvivl om, at når man kigger på den udvikling, der er hos lederne i de respektive kæder, så får Rema 1000 ikke lov til at komme forbi Salling Groups Netto-kæde,« siger han og afslutter:

»Salling har den stærkeste position og vil beskytte den uanset de initiativer, der kommer fra Rema 1000. Det vil ledelsen i Salling Group ikke acceptere.«