Efter en længere periode med stigende priser på dagligvarer er fårene nu for alvor ved at blive skilt fra bukkene i dagligvarebranchen.

Efter mange år med knivskarp konkurrence og nærmest identiske priser er der ved at opstå større prisforskelle kæderne imellem. Og det giver mulighed for relativt store besparelser.

B.T. gennemførte torsdag 17. marts et opfattende pristjek af 50 dagligvarer i landets fire store dagligvarebutikker på nettet:

Føtex.dk, Coopmad.dk, Nemlig.com og Rema 1000s Vigo kom under lup.

Og resultatet er slående. Fra den billigste butiks kurv med 50 varer ned til nummer to er der godt 14 kroners forskel.

Det kan lyde som et lille beløb, men i pristjek-sammenhæng er det et helt uhørt stort gab mellem nummer et og to i pristjekket.

»Det er bemærkelsesværdigt, men det undrer mig faktisk ikke. Vi ser et knæk på dagligvaremarkedet lige nu, hvor discountbutikkerne går én vej, mens flere andre kæder går i helt andre retninger,« forklarer Mogens Bjerre, lektor på CBS.

På de to første pladser i pristjekket er da også kæder, der slår sig op på pris.

Rema 1000s Vigo-tjeneste er Danmarks billigste på nettet.
Rema 1000s Vigo-tjeneste er Danmarks billigste på nettet.
Vis mere

Vinderen er Rema 1000s Vigo-tjeneste, som dermed kan lade sig kåre som Danmarks billigste dagligvarekæde på nettet.

Her koster de 50 varer samlet 733,52 kroner, og det er altså klart den billigste kurv i pristjekket.

Nummer to er Nemlig.com med en kurv, som er godt 14 kroner dyrere. Fra billigst til dyrest i tjekket er det knap 30 kroners forskel.

De usædvanlig store prisforskelle på de fire kæders kurve kan dog ikke kun forklares med, at voldsom inflation tvinger dem til at prioritere anderledes.

Også det faktum, at varerne bestilles på nettet, betyder noget for prissætningen.

»Kunder, der handler dagligvarer på nettet, er måske lidt mindre følsomme over for prisen. De tænker mere over at spare tid, og så er de klar over, at de betaler noget mere for at slippe for turen ned i supermarkedet,« forklarer Mogens Bjerre:

»Det er ren convenience, og det betyder også, at kæderne på online-markedet måske har mindre behov for hele tiden at skæve til hinandens priser og i stedet kan fokusere mere på at drive en lønsom forretning med høj service.«

Pristjekket er dog også udtryk for, at dagligvarebranchens mange supermarkedskæder nu for alvor er ved at blive splittet op.

Stigende råvarepriser og energipriser har sendt fødevarepriserne op i historiske niveauer, og det betyder en del for, hvad supermarkedskæderne kommer til at satse på den kommende tid, vurderer Mogens Bjerre.

»Discountsupermarkederne holder virkelig pris-fanen højt i øjeblikket, og det er måske også derfor, at Rema 1000 vinder så markant – fordi de også konkurrerer i discountsektoren,« forklarer Mogens Bjerre:

»Men der er også en del supermarkedskæder, som er klar over, at det ikke giver mening for dem at satse på pris lige nu, for der kan de simpelthen ikke være med. De satser måske mere på service, kvalitet og større udvalg. Det er en bevægelse, som har været på vej, og som bliver forstærket af den uro, der er i markedet lige nu.«