Efter en august måned med el- og gaspriser, der er eksploderet op i rekordniveauer, er bekymringen for en voldsomt dyr vinter for de europæiske forbrugere begyndt at melde sig.

I Danmark er der udsigt til en tredobling af elregningen med de nuværende priser. Og derfor har en række udtalelser fra europæiske toppolitikere over weekenden været sød musik i ørerne hos mange bekymrede forbrugere.

Her lød det blandt andet fra den østrigske kansler, den belgiske energiminister og den tyske energiminister, at der skal gribes ind over for elprisen i Europa, som lige nu piskes i vejret af de stigende gaspriser.

En form for prisloft blev luftet.

Og mandag fulgte Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, så trop.

Her sagde hun, at hun mener, at elprisernes himmelflugt har afsløret, at det nuværende elmarked i Europa ikke længere er tidssvarende.

»Det er derfor, at vi, Kommissionen, nu arbejder på et hasteindgreb og strukturel reform af elmarkedet. Vi har brug for en ny markedsmodel for elektricitet, som virkelig fungerer og bringer os tilbage i balance,« sagde Ursula von der Leyen, ifølge Euronews.

Hvad det konkret betyder, står hen i det uvisse.

Ursula von der Leyen lægger op til at sætte ind over for de voldsomt stigende elpriser i Europa.
Ursula von der Leyen lægger op til at sætte ind over for de voldsomt stigende elpriser i Europa. Foto: FILIP SINGER
Vis mere

Der er dog ingen tvivl om, at von der Leyen vil forsøge at få priserne ned, mener Marlene Wind, professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

»Men man kan jo kun gøre noget, hvis alle medlemsstaterne er med på at indføre sådan et prisloft. Umiddelbart tager det lang tid. Vi har dog set EU levere varen, eksempelvis i forbindelse med sanktioner mod Rusland, så jeg vil ikke udelukke, at der kan ske noget før vinter,« siger Marlene Wind:

»Det kræver, at alle medlemsstaterne ser det her som noget presserende.«

Hun er ikke i tvivl om årsagen til Ursula von der Leyens udtalelser.

»Det, man er bange for i Vesten lige nu, er, at der er folk, der går på gaden og demonstrerer mod sanktioner mod Rusland. At befolkningerne siger: 'Nu er det fandeme nok',« siger Marlene Wind:

»Man er klar over, at hvis man skal bevare den folkelige opbakning til de hårde sanktioner mod Rusland, skal der tages hånd om den himmelflugt, der har været på energipriser. Og det er derfor, jeg ikke vil udelukke, at der kan ske noget relativt hurtigt.«

Ifølge Louise Aggerstrøm Hansen, cheføkonom i Danske Bank, kan man godt sætte et prisloft på el, men det vil være kompliceret at lave om på systemet.

Hun mener, det er svært at lave en prisloft-model, som er god, da elprisen lige nu styres af gasprisen.

»Sætter man et loft, vil der være gas, som ikke bliver produceret, fordi prisen, man vil få for den gas, vil være for lav. Manglen på gas vil resultere i blackouts eller rationeringer i Europa, og det vil man jo ikke have,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Hele øvelsen består i at få forbruget af energi til at falde.

»Det, man vil have, er, at energiforbruget bliver reduceret så meget, at man ikke er afhængig af gassen, og gør man det, så falder prisen også. Det er klart det bedste, at man starter med at få forbruget til at falde, frem for at det er blackouts eller rationeringer, der får forbruget til at falde.«