En drøm og en lyst til at lave rav i den. Det er opskriften for den nye tv-udbyder, More Tv, som går på markedet med en grundpakke til 49 kroner om måneden. More Tv regner med at blive ’en torn i øjet’ på de store spillere. Analytiker spår, at det bliver op ad bakke.
»Folk brokker sig over prisstigninger hvert år. Nu giver vi prisen et hak i tuden og ser, om folk vil være med.«
Sådan lyder det fra Mads Claudi, stifter af More Tv. Han har brugt halvandet år på at forhandle rettigheder med Copydan og TV 2, og nu er han klar med sit forsøg på at smide en bombe ind under det danske tv-marked.
»Vi har en drøm om at lave lidt rav i den og være et alternativ til de konstant stigende priser, vi ser på markedet i dag,« siger han.
Opskriften er simpel. En pakke med DR’s seks kanaler, TV 2 og regionerne samt en række udenlandske kanaler, alle leveret via en internetboks eller Web tv til 49 kroner om måneden.
Til sammenligning indeholder Yousees grundpakke samme kanaler plus TV3, Kanal 5, DK4 og Yousees egne kanaler. Den koster til gengæld 299 kroner om måneden fra 1. januar 2019.
»Vi tror på, at der er plads til en discount tv-pakke som os. Jeg mener ikke, at flow-tv er yt. Vores koncept er, at vi leverer det helt basale flow-tv, som folk stadigvæk bruger, til en skarp pris. Så går kunderne ud og henter deres underholdning via streamingtjenester som Netflix ved siden af,« siger Mads Claudi.
Konceptet er kendt i udlandet, hvor det blandt andet er relativt udbredt i USA, England og Tyskland, forklarer Claus Bülow Christiensen, digital analytiker i TommorowsNextMedia og medarrangør af det årlige arrangement Copenhagen Future TV Conference.
Her kalder man den slags pakker en ’skinny bundle’. Man samler en masse gratis kanaler og distribuerer dem ud til kunderne via en internetbaseret boks. I More TV’s pakke er dog også betalingskanalen TV 2.
»Konceptet er sådan meget fint. Man skaber en lille pakke og sælger den til kunderne uden om de klassiske kabel tv-udbydere og tjener lidt på det,« siger Claus Bülow Christensen.
Han tror dog, at More Tv får det ekstremt svært.
»Jeg må desværre sige, at jeg tror, det her er op ad bakke i stiv modvind. Man kan finde de fleste af de her kanaler gratis på hver deres app, og jeg tror, tiden er løbet fra det her. Så det bliver rigtig svært for dem at gøre en forskel,« siger han.
Mads Claudi tager den spådom i stiv arm.
»Der er ikke noget, der nemt her i verden, men det her skal have chancen, og det får det. Vi gør det her, fordi vi tror på, at der er et plads til et alternativ, der gør op med, at alle hæver priserne hele tiden. Så må vi se, om den tro er berettiget.«
Hos markedslederen Yousee er man bekendt med More Tv’s indtræden på markedet – og hilser det velkommen.
»I YouSee hilser vi al sund konkurrence velkommen. Tv-markedet gennemgår en stor udvikling, som giver plads til nye spillere, og det kommer i sidste ende kunderne til gavn,« skriver Jacob Mortensen, administrerende direktør i Yousee, i en kommentar.