Omkring en kvart million danskere får de kommende dage en meddelelse fra deres tv- eller bredbåndsudbyder med besked om, at udbyderen meget snart skifter navn.

Et navneskifte, som blot er det seneste skridt i en storstilet strategi, der inden for få år skal skabe en ubestridt gigant på det danske tele- og energimarked.

Det er Boxer-brandet, som nu står til at blive lagt i graven.

Boxer er de seneste år blevet kendt i den brede offentlighed via tv-reklamer med tegnefilmsfigurer.

En kendt reklame har eksempelvis indgangen:

»Har du røven fuld af penge? Så har du garanteret også råd til en stor tv-pakke fyldt med tv-kanaler, du aldrig ser. Har du ikke røven fuld af penge? Så få Boxer-tv. Hos os betaler du nemlig kun for de tv-kanaler, du selv vælger.«

I stedet for Boxer skal selskabet nu hedde Norlys, som er navnet på det selskab, der ejer Boxer.

Et lille skridt i en stor strategi. Den administrerende direktør i Norlys Digital, Sune Nabe Frederiksen, forklarer:

Boxer-reklamerne har skabt stort kenskab til konceptet de seneste år.
Boxer-reklamerne har skabt stort kenskab til konceptet de seneste år. Foto: PR
Vis mere

»Siden vi blev Norlys, har vi været på en rejse, hvor vi har meldt ud, at vi samler alt under Norlys. På energidelen har vi for eksempel lagt Eenig og SE ind under Norlys. Nu lægger vi Boxer ind som første skridt på at samle internet- og tv-forretningen også,« siger Sune Nabe Frederiksen til B.T.:

»Vi tror på, at Norlys er en virksomhed, som virkelig kommer til at stå for noget for danskerne. Vi har en helt unik kombination med energi og telekommunikation. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kigger på mobilbranchen også, og at vi gerne vil være en stor spiller i forhold til ladestandere.«

I ejer også Stofa-brandet. Kan vi forvente, at det også kommer til at hedde Norlys?

»Alt bliver samlet under Norlys. Også Stofa. Men der er vi ikke endnu. Og derfor kan jeg heller ikke sige mere om timingen.«

Boxer er et ret kendt brand, som I har brugt en del krudt på at markedsføre. Er I ikke nervøse for at ændre så markant ved det?

»Jeg er stolt af, at vi tager det her skridt. På papiret kan det godt se svært svært ud at tage noget så kendt som Boxer og skifte navnet, men vi tror meget på, at vi har noget helt unikt i Norlys. Vi lægger Boxer ind nu, fordi det er en meget velsmurt maskine,« siger Sune Nabe Frederiksen.

Og hvad betyder skiftet så helt konkret for Boxers eksisterende kunder?

»Helt praktisk får kunderne nu besked om det her skifte, og så skifter logoet og navnet i starten af oktober. Priserne er de samme, og produkterne er de samme. Det her er grundlæggende et navneskifte.«