Når vi en dag er fri for coronakrisens lænker, bliver det et Danmark i dyb, dyb recession, danskerne kommer tilbage til.
Flere brancher er fuldstændigt i knæ, kulsorte skyer er trukket ind over dansk økonomi, og alt tyder på, at der bliver brug for en række politiske tiltag for overhovedet at få danskerne til at bruge penge igen. Men det er der råd for.
Det mener i hvert fald brancheorganisationen Horesta, som organiserer restauranter, hoteller, caféer og andre dele af oplevelsesøkonomien i Danmark.
En branche, som er lukket ned og derfor er ekstremt hårdt ramt af krisen. Tusinder af medarbejdere i sektoren har allerede har meldt sig ledige.
I fredagens udgave af Børsen er Horestas direktør, Katia K. Østergaard, ude med et forslag, der skal motivere danskerne til at bruge penge på danske restauranter og hoteller.
Hun foreslår, at man indfører et specielt fradrag i stil med håndværkerdraget, så danskerne kan trække det fra i skat, hvis de spiser på en restaurant, booker værelse på et hotel eller besøger en forlystelsespark.
I dag kan danskerne trække i alt 18.700 kroner fra i skat om året i håndværkerfradag.
Katia K. Østergaard mener, at danskerne skal kunne trække det samme fra i skat for eksempelvis restaurant- og hotelbesøg over et år – og at ordningen skal gælde for 2020 og 2021.
Flere partier mener, at idéen lyder interessant.
»Havde du spurgt mig for en måned siden, ville jeg have sagt, det var fjollet. Men nu synes jeg faktisk, at det er et spændende forslag, for der er ingen tvivl om, at det er en branche, der er ramt helt ind i benet,« siger Venstres Erhversordfører, Torsten Schack Pedersen, til Børsen.
Også Dansk Folkeparti mener, at idéen lyder interessant.
Regeringen erkender også, at det kan blive nødvendigt med tiltag, der stimulerer danskerne til at bruge penge på den anden side af coronakrisen.

