Trods krig er FN, Rusland og Ukraine i fællesskab ved at forhandle vigtig aftale, som har afgørende betydning for fødevarepriserne over hele verden.

Der er tale om en eksportaftale af både korn og endnu vigtigere ammoniak, som er det vigtigste element i kunstgødning til landsbruget.

På grund af krigen og sanktioner mod Rusland har den rørledning, hvor ammoniak eksporteres, været lukket. Men det kan nu ændre sig.

»Vi er ret tæt på. Vi nærmer os det i denne uge,« lyder det fra nødhjælpschefen i FN, Martin Griffiths, til Reuters.

De nuværende forhindringer er blandt andet, at rørledningen går gennem Ukraine til Sortehavet.

Krigen i Ukraine satte også en stopper for eksporten af korn.

Nødhjælpschefen i FN kalder det essentielt, at aftalen kommer i hus. For manglen på den russiske ammoniak vil betyde fødevaremangel i det nye år.

»Det er derfor meget vigtigt – næsten vigtigere end korn.«

FN vurderer, at Ruslands invasion af Ukraine har forværret fødevarekrisen på verdensplan og skubbet 47 millioner mennesker ud i hungersnød.

Det skyldes, at Rusland og Ukraine begge er blandt verdens største inden for eksport af korn og ammoniak, som mange lande er afhængige af.

Håbet er, at der kommer gang i rørledningen inden for to ugers tid.