I et udfordret marked for vindmølleproducenterne, har danske Vestas har netop løftet sløret for sit tredje kvartal af 2023.

Og det lander overraskende godt, da Vestas formår at vende underskud til overskud.

I tredje kvartal 2023 har Vestas omsat for 4,35 mia. euro hvilket var mere end analytikerne havde forventet. Ifølge konsensus-estimater indsamlet af Vestas, havde analytikerne forventet en omsætning på 4,08 mia. euro i kvartalet.

Læs også: Nordnet om Vestas: 'Kraftpræstation'

Driftsresultatet målt på EBIT før specielle poster lander på 70 mio. euro, hvilket betyder en EBIT-margin på 1,6 pct. i kvartalet.

Vestas formår også at vende et underskud på 147 mio. euro i tredje kvartal sidste år til et overskud på 28 mio. euro i tredje kvartal af 2023. Det svarer til et overskud på godt 208 mio. kr.

Samtidig lander Vestas en rekordhøj ordreindgang på 4,5 GW i kvartalet.

»Vestas' positive momentum fortsatte i tredje kvartal af 2023, og vi fortsætter den gradvise forbedring af vores excecution og lønsomhed,« udtaler topchef Henrik Andersen i forbindelse med regnskabet.

Det fører til en indsnævring af forventningerne, således at Vestas nu forventer en omsætning for året på mellem 14,5 -15,5 mia. euro mod tidligere 14-15,5 mia. euro.

Vestas præciserer også forventningerne til EBIT-marginen som nu forventes at lande mellem 0-2 pct. hvor forventningen tidligere var på -2 til 3 pct.

Vestas-aktien har haft det hårdt indtil videre i 2023, hvor den er faldet med 22 pct.