Der har ikke ligefrem været meget at fejre det seneste år med en stigende smitte og utallige nye coronavarianter verden over.

Men noget tyder dog på, at der alligevel har været noget at fejre. Der er nemlig andet end smitten, der er steget det seneste år.

Salget af champagne. Over hundrede millioner champagneflasker - flere end nogensinde før - er blevet poppet verden over det seneste år, skriver CNN.

Nærmere bestemt 180 millioner flasker. Og det er bare dem, der er blevet sendt afsted fra Frankrig.

Globalt er der blevet eksporteret 322 millioner flasker.

Og det er en stigning på 32 procent sammenlignet med 2020, lyder det fra brancheforeningen Comité Champagne, der repræsenterer mere end 16.000 vinbønder og 320 champagnehuse.

Det globale salg af champagne har altså slået en klokkeklar rekord, og det er løbet op i et salg på knap 41 milliarder kroner.

I en pressemeddelelse fortæller brancheorganisationen, at rekorden nok skyldes, at folk har fejret derhjemme, nu hvor barer, klubber og restauranter har været lukket.

»Forbrugerne har valgt at underholde sig selv derhjemme og kompensere for den generelt dystre stemning med øjeblikke af hygge og fællesskab,« lyder det fra Comité Champagne i meddelelsen.

Det er endnu ikke offentliggjort, hvilke lande der i 2021 har stået for den største import af boblerne.

Men i 2020 var det Storbritannien og USA, der toppede listen over de største champagnedrikkere.

I Danmark er vi også blevet gladere for champagne under pandemien.

Det har den danske iværksættervirksomhed Champagne For Alle kunnet mærke, skriver Finans.

I 2020 havde de en bruttofortjeneste på 1,9 millioner kroner med et overskud efter skat på 590.177 kr.

I slutningen af 2021 forventede de at de det år ville lande på et overskud på over 800.000 kr.