Det er så hyggeligt at tænde stearinlys inde, når der er koldt og mørkt ude.

Men stearinlys forurener indeklimaet lige så meget som at ryge indendørs, skriver norske TV2.

»Tændte lys og særligt lys, som får lov at brænde ned, danner mange sodpartikler. Lige så mange som vi ser ved moderat indendørs rygning eller ved svært forurenet byluft,« siger Johan Øvrevik, der er chef for sektionen for luft og støj ved det norske Folkehelseinstitut.

Det kan især skabe luftvejsproblemer hos astmatikere og folk, der lider af lunge- og hjerte-kar-sygdomme.

Ifølge det norske Astma- og Allergiforbund er stagelys de største syndere, når det gælder sodpartikler. Dernæst kommer bloklys, mens fyrfadslys afgiver færrest af de skadelige partikler.

Vil man gerne skabe hyggestemning, der er garanteret fri for skadelige partikler og irriterede slimhinder, anbefaler eksperterne, at man i stedet tænder led-lys i stuen.

Hverken det norske Folkehelseinstitut eller Astma-Allergi Danmark ønsker at advarer mod at tænde stearinlys, men Johan Øvrevik råder til at bruge de levende lys med måde og ikke fylde hele stuen med stearinlys.

Vil du gerne tænde lys, men samtidig passe på indeklimaet, kan du anskaffe dig en lyseslukker eller slukke lyset med fugtige fingre frem for at puste det ud. Det mindsker udledningen af partiklerne.