Hvad siger du til at få en check, der kan hjælpe dig til at betale dine stigende udgifter til energi og mad?

En gang skattelettelser? Reduktion af moms og afgifter? Højere fradrag? Eller hvad med en lønstigning med landets statsminister som afsender?

Efter en længere periode, hvor det har været relativt småt med politisk snak om den inflation, danskerne er ramt af, har den igangværende valgkamp – som ikke engang er officiel endnu – udløst en storm af politiske forslag, som skal hjælpe danskerne økonomisk.

Alt det ovenstående har faktisk allerede været på bordet i form af politiske udspil. Og mere er på vej.

Et valg, der i stigende grad handler om kroner og øre, tager form.

»Danskernes privatøkonomi kommer til at fylde rigtig meget i den her valgkamp. Vi har allerede set mange ret vilde forslag. Jeg forstår godt, hvis man som vælger allerede nu sidder og tænker: 'Hold da kæft, der er mange løfter',« siger Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T.:

»Det er selvfølgelig helt klassisk, at der kommer mange løfter i en valgkamp. Det er derfor, der er noget, der hedder valgflæsk. Og i den her valgkamp kommer inflation til at være et stort tema.«

Joachim B. Olsen mener dog, at der er rigtig god grund til at være skeptisk som vælger.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Politikernes problem er, at det svært at gøre noget ved inflationen uden at forværre det. Økonomer vil sige, at hvis du som politiker skal gøre noget ved inflationen, skal du stramme finanspolitikken. Enten skal du skære voldsomt ned på det offentlige forbrug, eller også skal du sætte skatterne op,« siger Joachim B. Olsen:

»Det er ikke noget, politikerne har lyst til. Så det bliver noget med en masse check i stedet for, som isoleret set kan gøre tingene værre. Derfor er der også meget af det her, som nok aldrig bliver til virkelighed.«

Han fremhæver Mette Frederiksens udtalelser om, at visse grupper i den offentlige sektor skal have lønstigning, som »et helt vildt brud med den måde, man forhandler løn i Danmark«.

Alene af den årsag tror han ikke, det bliver til virkelighed.

Og det vil ikke være det eneste, der falder fra hinanden, når virkeligheden melder sig efter et valg.

»Vælgerne vil opleve, at der kommer en lind strøm af forslag de kommende uger, der skal hjælpe med inflation fra alle partierne. Men vælgerne er kloge. De er klar over, at løfter, der afgives i en valgkamp, dem skal man virkelig tage med et gran salt,« lyder det fra Joachim B. Olsen.