Det har været et par brutale måneder for en af de større spillere på det danske streamingmarked Viaplay.

I starten af juni meldte koncernen pludselig ud, at direktøren var fyret, og at forventningerne til økonomien var skarpt forringet – blandt andet på grund af et vaklende annoncemarked og en stagnation i antal abonnenter.

Siden er aktien smuldret fra 225 svenske kroner til omkring 65 svenske kroner på syv uger. Og nu står Viaplay med store beslutninger foran sig.

Torsdag kommer Viaplay med planen for, hvordan skuden skal rettes op.

I en pressemeddelse er det allerede blevet åbenbaret, at der kommer en fyringsrunde, at der skal spares på udgifter til indhold, og at alle internationale forretninger skal evalueres.

»Alt er i spil nu. Det her bliver nok den vigtigste melding, Viaplay er kommet med, siden de gik på børsen i 2019,« siger Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

Han har fulgt Viaplay-aktiens fald tæt.

Og han mener, at summen af de ting, der er sket de seneste uger – den pludselige fyring af direktøren, nedturen for aktien, bestyrelsesformandens afsked på grund af sygdom, forringede udsigter for økonomien – er en giftig cocktail.

»Viaplay står overfor en meget markant hovedrengøring. Jeg tror, de kommer til at skulle gå tilbage til kernen af forretningen. De kommer til at skulle skære fra,« siger Per Hansen.

For kunderne kan det betyde flere ting.

En lang række medier i Norden har de seneste uger spekuleret i, om Viaplay skal sælge nogle af de sportsrettigheder, de sidder på for på den måde at lette udgifterne.

Det vil Per Hansen ikke afvise.

»Jeg mener, at Viaplay har undervurderet kundernes følsomhed over for stigende inflation. Viaplay har kørt på autopilot og købt den ene rettighed efter den anden ud fra devicen: ‘Vi kan bare hæve prisen’. Men det har vist sig, at det kan man ikke,« siger Per Hansen:

»Og jeg mener faktisk, at Viaplay er der, hvor det kan komme på tale, at Viaplay selv kan komme på markedet og blive opkøbt af en anden spiller.«

I forhold til det produkt, Viaplays kunder møder, kan der også ske ændringer, vurderer Per Hansen.

I dag findes der to versioner af Viaplay: Underholdning til 119 kroner om måneden og en total-pakke inklusiv sport til 450 kroner om måneden.

»Det kan sagtens være, at de ender med at skulle segmentere det mere og lave nogle mellempakker, hvor man så får noget af sporten og underholdning til en anden pris. Det bliver interessant at se, hvad Viaplay har af planer.«