»Kære SAS. Vil i være venlige at give en opdatering på sagen?«
Mailen sender Louise Evald torsdag 5. maj til flyselskabets kundeservice. Og hvad er svaret?
Louise Evald modtager aldrig et svar på sin henvendelse. Det gjorde hun heller ikke på sin første mail to uger tidligere.
SAS havde ellers oplyst, at deres sagsbehandling kunne tage op til otte uger. I slutningen af maj skriver Louise Evald derfor endnu en gang.
»Kære SAS. Det er nu 12 uger siden, at jeg oprettede min sag, og jeg har stadig ikke fået svar fra jer.«
Selve rejsen med SAS tilbage i februar var en katastrofe. Efterspillet ligner nu præcis det cirkus, som andre SAS-kunder også fortæller om.
Total radiotavshed fra flyselskabet.
De dårlige kundeoplevelser hober sig nu igen op og denne gang midt i en tung krise for SAS.
Trods en lille økonomisk redningskrans fra den danske stat står selskabet fortsat med en mulig pilotstrejke og flere andre problemer.
Spørger man kunder som Louise Evald, så er kundeservice i den grad en af dem.
Hun har efter 14 uger ingen tidshorisont på, hvornår hun kan få sine godt og vel 8.500 kroner igen.
Ligesom mange andre mærkede hun sammen med sin søn konsekvenserne af, at SAS Ground Handlings bagagemedarbejdere strejkede i februar.
De var på vej til Østrig for at stå på ski, men stod i næsten en uge uden deres bagage.
Den første del af ferien stod derfor ikke på ski som forventet. Men derimod hasteindkøb af alt fra sko til handsker.
Som anvist oprettede Louise en sag med udgifterne på hjemmesiden, men har intet hørt siden.
»Det er ekstremt dårlig service,« siger hun.
»Man kan bare blive ved med at skrive til den mail, som man aldrig får svar fra.«
Også den loyale SAS-kunde Jens Winther fortæller B.T. om sin tiltagende hovedpine over flyselskabets service.
Han har i lang tid danset frem og tilbage med SAS omkring aflyste afgange og udbetaling af vouchers.
»Jeg har talt med kundeservice seks til otte gange. Man venter i en time hver gang, og de siger, at der vil ske noget. Men der er ikke sket en skid.«
Heller ikke Laura Skjoldager, som B.T. tidligere har talt med, er imponeret over SAS.
»Det sejler fuldstændig for SAS,« sagde hun.
Hun har heller ikke set skyggen af sine 6.000 kroner endnu.
»Hvad der er endnu mere forkasteligt, er, at SAS er statsejet. Det er for sindssygt. De gør bare, hvad der passer dem, og det synes jeg virkelig ikke er i orden.«
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra SAS for at høre nærmere til de konkrete sager. Vi har ligeledes søgt svar på, hvor mange andre sager der mangler at blive behandlet, hvor i processen de er, og hvornår kunderne kan forvente et svar.
Men SAS er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelse.