Det gælder om at kende skattereglerne, undgå panikkøb og læse det med småt, før man skriver under på forældrekøbet, siger boligøkonomer.

København. Når poderne har svært ved at finde studiebolig, kan det være fristende at træde til med et forældrekøb.

Men man risikerer en økonomisk lussing, hvis man køber på de forkerte betingelser.

Derfor er der nogle fodfejl, du bør undgå.

Og den første er ganske enkelt at undgå at forhaste dig, siger boligøkonom Michael Christensen fra boligraadgiver.dk.

- Jeg synes, man skal være meget bevidst om, hvorvidt det overhovedet er den rigtige løsning eller ej. For der er også et tidsperspektiv i det - hvor lang tid skal den unge bo i boligen, og skifter de måske uddannelsesplads? siger boligøkonomen.

Samtidig nærmer boligmarkedet sig potentielt en bølgetop, som kan gøre, at lejligheden blive mindre værd, når man skal sælge, siger Michael Christensen.

Derfor er råd nummer to, at man ikke skal købe for investeringens skyld, men for nytteværdiens skyld.

- Boliger er ikke investeringsobjekter. Der er rigtig mange, der har brændt nallerne på at investere på boligmarkedet, hvis ikke man er professionel, siger Michael Christensen.

Han henviser blandt andet til de forældre, som handlede under boligboblen.

- De sad i en kattepine, hvor de havde givet rigtig meget for en lejlighed. Og først nu her i løbet af 2017-2018 kan de sælge lejligheden for nogenlunde det, de har givet, siger han.

Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea, nævner også prisfald som en af de største faldgruber. Så vær sikker på, at jeres egen økonomi kan holde til både faste udgifter og op- og nedture på boligmarkedet.

Boligøkonomernes tredje råd er at have is i maven. For man kan nemt komme til at handle i panik, fordi der er knald på boligmarkedet i sensommeren.

- Men man må godt lige være sikker på, at junior er glad for sit studie, før man går ud og investerer i et forældrekøb. Så man ikke ender med at få det gjort i den forkerte studieby, siger Lise Nytoft Bergmann.

Det samme råder Michael Christensen til.

- Vi oplever nogle gange i sommerperioden, at der er lidt panik hos nogle af de her forældrekøbere. Og mæglerne udnytter det til hudløshed, siger han.

Samtidig skubber en del studerende deres speciale til efteråret, hvilket betyder, at de først fraflytter deres studiebolig til den tid, forklarer Michael Christensen.

- Så selv om studiebehovet opstår i august, fraflytter en del af de studerende først hen i efteråret. Så der er en tidsforskydning, som gør, at man måske lige skal trække vejret, siger han.

En fjerde potentiel snubletråd er mangel på viden om skattereglerne.

For her er der inden for den senere tid kommet nye regler, som er vigtige at kende til, siger Lise Nytoft Bergmann.

Blandt andet er der kommet skrappere regler for, hvor lavt forældrene må sætte huslejen, hvis de samtidig vil trække på nogle skattefordele, forklarer Michael Christensen.

- Så man kan ikke bare tage en ekstremt lav leje og lade Skat betale gildet. Den går ikke længere.

En sidste typisk fejl er, at man stoler for meget på mæglerens papirarbejde og glemmer at få læst det med småt.

Men det skal du gøre, for ellers kan der gemme sig grimme overraskelser i form af fælleslån eller kommende udgifter, siger Michael Christensen.

- Og man får ikke de informationer af mægleren up front. Dem skal man spørge efter, siger han.

Så dyk ned i informationerne om ejerforeningen, foreningens gæld og fælleslån. Og få gerne et par ekstra øjne eller en uvildig rådgiver med på råd, så du opdager håret, før suppen er købt.

For som Michael Christensen siger:

- Jeg har ikke haft én handel i 2018, hvor jeg ikke har haft bemærkninger til ejendomsmæglere.

Fakta: Tjeklisten til forældrekøb

- Vent med at købe, til barnet er sikker på, om det vil fortsætte på studiet.

- Køb ikke for investeringens skyld.

- Læs det med småt - og ikke bare skødet og købsaftalen.

- Sæt dig ind i lån, økonomi og fremtidige udgifter i ejerforeningen.

- Læs de nye skatteregler, som er ændret fra tidligere.

Kilder: Michael Christensen, Lise Nytoft Bergmann.

/ritzau fokus/