Får du dit daglige forbrug af fisk, så har du muligvis ikke problemer med at falde i søvn om natten. Det viser nyt udenlandsk forskningsstudie.

København. Spis fisk til aftensmad, og få en bedre nattesøvn.

Sådan lyder konklusionen i nyt studie fra University of Pennsylvania. Det skriver Time Magazine.

Her har man hos en gruppe på 541 børn i alderen 9-11 år fundet en sammenhæng mellem indtaget af fisk - gerne så meget som muligt - og en god nattesøvn.

- Vi kan forudse, at indtaget af fisk tidligt i livet kan være gavnligt for et barns søvn og dets kognitive funktion, udtaler Adrian Raine, som er en af forskerne bag studiet.

Selv om forsøget er lavet med børn, så vil Adrian Raine ikke afvise, at resultaterne kan overføres til voksne. Tidligere forskning har nemlig vist en sammenhæng mellem omega 3-fedtsyrer og den psykologiske funktion hos voksne.

Ud over bedre søvn viser studiet også, at der er en sammenhæng mellem indtaget af fisk og en højere intelligens hos børnene.

Spørger man Poul Jennum, der er professor i klinisk neurofysiologi ved Rigshospitalet og Københavns Universitet, kommer studiets resultater ikke bag på ham.

Tidligere studier har nemlig vist en klar sammenhæng mellem indtaget af fødevarer og en god søvnkvalitet. Derfor er han ikke overrasket over, at fisk også kan have en god indvirkning på børns søvn.

- Et gammelt husråd siger også, at hvis man bruger forskellige tesorter som eksempelvis kamillete, så kan det have en positiv indflydelse på søvnen, siger Poul Jennum.

Når der er gode fødevarer for søvnen, findes der naturligvis også fødevarer og andet, som ifølge forskningen har vist sig at have den modsatte effekt, fortæller Poul Jennum.

- Alkohol og tobak kan have en negativ effekt på din søvn, ligesom et stort saltindtag også har det. Spiser du også et stort måltid proteinholdig mad, inden du skal sove, vil det påvirke søvnen negativt, siger han.

Hold dig derfor fra at spise en stor bøf, kort tid inden du skal i seng, ligesom du også bør passe på med sukkerindtaget.

- Går du i biografen og køber den sædvanlige store cola og et par liter popkorn, så sover du rigtig dårligt, fordi sukkerindholdet har en negativ indflydelse, og fordi du også har fået en stor mængde salt, siger Poul Jennum.

Det er også et kendt problem, at dårlig søvn kan medføre en lang række fysiske problemer, og derfor er det vigtigt at få sin søvn, lyder det fra Poul Jennum.

- Dårlig søvnkvalitet er ofte associeret med forekomsten af overvægt hos børn, unge og voksne. Men den kan også knyttes sammen med en lang række sygdomme som diabetes, hjertesygdomme og tidlig død, siger Poul Jennum.

 

Fakta: Disse fødevarer kan give en dårlig nattesøvn

Fisk, kamillete og varm mælk er kendte kostråd for at få en god nattesøvn, men der findes også fødevarer, som ikke gør noget godt for søvnen.

- Alkohol og tobak.

- Store proteinholdige måltider kort før sengetid.

- Stort saltindtag i din kost.

- Store mængder sukker.

Er du voksen, bør du sove mellem syv og ni timer hver dag. Den gennemsnitlige søvnlængde for en voksen ligger på cirka 7,5 timer i døgnet.

Kilder: Poul Jennum, Vidensråd for Forebyggelse.

/ritzau fokus/