Roen har sænket sig, silden står på bordet, og den første snaps er drukket.

Men hov, du har glemt æggene. Og hvad gør man så?

Med de mange helligdagslukkede butikker kan det være svært at gennemskue, hvor indkøbet kan klares.

Derfor har vi samlet en oversigt over de supermarkeder, der holder påske-åbent i landets fire største byer.

København

I hovedstadsområdet er der rig mulighed for at fylde påskekurven.

Alle Aldis butikker holder åbent hele påsken. Og det samme gør mange Netto-butikker – blandt andet på Vesterbrogade og Gammel Kongevej.

Flere Føtex Food-butikker holder åbent, blandt andet på Jagtvej og Rolighedsvej. De fleste Rema1000-butikker holder lukket, men på Hammerichsgade er dørene åbne.

Alle de mindre butikker i kæderne Coop 365 discount, Dagli'Brugsen, Fakta og Irma holder åbent skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag.

Kvickly på Nørregade, Min Købmand på blandt andet Frederiksberg Allé og enkelte SuperBrugsen-butikker har åbent.

Også Lidls butikker har påskeåbent. Blandt andet både Lygten i København N, flere steder på Amager og i Nordhavn.

Aarhus

I Aarhus kan du også handle ind i Føtex Food. Blandt andet på Guldsmedgade og M. P. Bruunsgade.

Derudover holder alle Aldi- og flere Netto-butikker åbent. Det samme gør Lidl, mens man skal til Åbyhøj for at finde en åben Rema1000.

Alle de mindre butikker i kæderne Coop 365 discount, Dagli'Brugsen og Fakta holder åbent skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag. SuperBrugsen på Jægergårdsgade har åbent, det samme har Kvickly i Bruuns Galleri og også Spar i Viby J.

Odense

I det fynske holder også alle Aldis butikker åbent i påskedagene. Det samme gør alle Lidls butikker.

Du kan desuden handle i Netto på både Hans Muhles Gade og Skibhusvej. Ligesom du kan besøge de mindre butikker i Coop 365 discount, Fakta og Dagli'Brugsen.

SuperBrugsen på Rødegårdsvej har åbent. Det samme har Min Købmand på Hollufgårdsvej.

I Odense er der kun én Føtex Food på Skomagerstræde, der holder åbent. Og på Skibhusvej kan man handle i Kvickly og den eneste åbne Rema1000.

Aalborg

Skal du handle i det nordjyske, kan du roligt køre mod en Lidl, Aldi eller Føtex Food. Her er nemlig åbent alle påskens dage.

Netto holder åbent flere steder, blandt andet på Danmarksgade og Vestre Allé. Rema1000 har åbent på Danalien og Spar på Saltumvej.

Alle de mindre butikker i kæderne Coop 365 discount og Fakta holder åbent skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag. Kvickly Nørresundby og Meny på Østre Havnegade holder ligeledes åbent.

Vi gør opmærksom på, at ovenstående liste ikke er fuldstændig. Der kan være åbne supermarkeder, der ikke står noteret.