Køber du på afbetaling til Black Friday, skal du tænke dig grundigt om. Du risikerer at blive flået.
Slår du dig løs ved Black Friday, skal du ikke kun være obs på, om et tilbud reelt er et tilbud. Du skal også være på vagt, hvis du vælger at købe på afbetaling.
En prissammenligning, som Mikonomi.dk har lavet for B.T., viser, at der er stor forskel på, hvor meget du ender med at betale, hvis du køber på afbetaling.
Hvis du eksempelvis låner 10.000 kr. til en vaskemaskine, kommer du til at betale 350 kr. i omkostninger hos Power, mens du hos Expert og Punkt1 får hammeren og betaler 4.984 kr.

»Det er jo virkelig mange penge. Så du skal overveje, om du ikke kan vente, til du har sparet op, inden du går amok i en tilbudsrus og køber ting på afbetaling,« siger Ida Marie Moesby, økonom i Forbrugerrådet Tænk.
Køber du på afbetaling, skal du ikke lade dig forføre af en lav rente, men spørge ind til, hvad de samlede kreditomkostninger er.
»En afbetalingsordning med 0 % i rente kan få det til at lyde, som om det er gratis at låne pengene, men det er det ikke nødvendigvis. Et er renten, noget andet er den jungle af gebyrer, som du risikerer at skulle betale,« siger Ida Marie Moesby, økonom i Forbrugerrådet Tænk
En anden ting, du skal kigge kritisk på, er prisen på produktet, for den kan være skruet op, når du køber på afbetaling.
»Vi har set eksempler på, at kontantprisen kan være højere for et produkt, man kan købe på afbetaling. Derfor er det altid godt at lave et pristjek, inden man shopper,« siger Ida Marie Moesby.
På mange måder er det en smart fidus, når butikkerne sælger ting på afbetaling, for ud over at de tjener meget mere, end hvad varen koster i sig selv, så lokker det også folk til at øge deres forbrug.
»Det giver flere kunder i butikken, fordi de får folk til at købe noget, som de reelt ikke har råd til,« siger Ida Marie Moesby, økonom i Forbrugerrådet Tænk.
En undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk lavede i samarbejde med Trygfonden i 2018, viste, at andelen af 18-30-årige, der har en afbetalingsordning, er steget fra fem til otte procent.

»Afbetaling var den låntype, der var steget mest blandt de unge. Tallet lyder måske ikke så højt, men der er mange skyggetal, og det er svært at få alle med,« siger Ida Marie Moesby.
Forbrugerrådet Tænk har en klar fornemmelse af, at det ikke kun er de unge, der i stigende grad køber på afbetaling.
»Der er kommet flere webbutikker og fysiske butikker, hvor der er mulighed for at købe på afbetaling. Derudover er der en massiv markedsføring af afbetalingsordninger,« siger Ida Marie Moesby
Samtidig er forbrugerne begyndt at jage et alternativ til de dyre kviklån, hvis de ikke har penge nok på kortet til at betale kontant.
»Selvom det typisk er billigere at købe på afbetaling end at optage kviklån, skal man stadig have for øje, at man ender med at betale en del flere penge, end hvis man betaler kontant,« understreger Ida Marie Moesby.

