De fleste ved, at service, og de fleste madvarer bør vaskes inden brug. Men nu kommer flere norske forskere med en opfordring til at vaske en overset bakteriebeholder:

Nemlig din øl- eller sodavandsdåse.

Dåserne med kulsyreholdig væske kan nemlig risikere at have en del bakterier på overfladen. Derfor opfordrer flere forskere nu til, at man vasker dåsen. Specielt i visse miljøer kan det være vigtigt.

Det skriver det norske medie Dagbladet

Seniorrådgiver i afdelingen for biologisk fødevaretryghed ved det norske fødevaretilsyn Cathrine Svindland oplyser til mediet, at man bør vaske dåsen.

Hun oplyser, at det for mennesker med almindeligt helbred og immunforsvar bør være tilstrækkeligt at skylle dåsen, inden man åbner den og drikker af den.

For kronisk syge, eller andre med nedsat immunforsvar, opfordrer hun til, at man hælder indholdet fra dåsen op i et glas, før man drikker det.

Hun tilføjer, at de forbehold, man skal tage, også kommer an på, hvilke omstændigheder dåsen har været opbevaret under.

»Hvis du får dåsen stukket i hånden på et fly, er den nok blevet opbevaret under rimelig kliniske forhold. Hvis den har ligget i en taske og rodet rundt med pung, lommetørklæder og nøgler, er det vigtigere at skylle den først,« siger hun til mediet.

Henning Sørum, der er professor ved Institut for parakliniske fag ved Norges miljø- og biovidenskabelige universitet, mener, at der er færre situationer, hvor det er vigtigt at skylle dåsen, inden du tager den i munden.

Ifølge ham er det vigtigste at være opmærksom på, om dåsen har været i kontakt med afføring eller urin.

Henning Sørum tilføjer, at det også kan være sundhedsskadeligt at udelade vasken, hvis din øldåse har været opbevaret i et miljø, hvor den er blevet trådt på af mus, rotter eller andre smådyr.

Det er ikke første gang, at nogen påtaler sodavandsdåsernes bakteriesamling.

Ifølge et australsk studie fra 2016 kan drikkevaredåserne indeholde flere E.coli-bakterier end et toiletbræt.