Husfirmaet Hansen Huse er begæret konkurs med en gæld i millionklassen.

Tilbage står flere nybyggere med uløste opgaver – og penge i klemme.

Det skriver Avisen Danmark og Finans

Torsdag oplyste Statstidende, at Hansen Huse er begæret konkurs. Retten i Kolding modtog begæringen 29. september og i tirsdags gik konkursbehandlingen i gang.

Hansen Huses seneste regnskab viser et underskud på knap 12 millioner kroner efter skat – og en egenkapital, som var gået i minus.

Konkursen kommer efter en turbulent tid, hvor husfirmaet har været udsat for massiv kritik fra sine kunder.

Avisen Danmark har beskrevet, hvordan flere kunder har måttet vente i månedsvis eller sågar årevis på at få udbedret fejl og mangler på nybyggerier.

Kurator Jan Bruun Jørgensen, som er advokat og partner ved Andersen Partners, opfordrer i JydskeVestkysten husejere, som mener at have penge i klemme, til at sende en mail med et prisoverslag på deres tilgodehavender.

Det skal ske i løbet af de kommende fire uger.

Ifølge kuratoren løber Hansen Huses samlede gæld op i 16 millioner kroner.

Overfor Avisen Danmark ønsker administrerende direktør for Hansen Huse, David A. Brandt Klug ikke at kommentere konkursen.