Den danske medicinalgigant Novo Nordisk er blevet udelukket fra forening i to år.

Det er den britiske brancheforening  ABPI, der har suspenderet Novo Nordisk for »alvorlige brud« på gruppens kodeks for god praksis.

Det skriver Reuters.

Udelukkelsen omhandler en klage over, at Novo Nordisk angivelig har sponsoreret kurser om vægttab på LinkedIn for sundhedsfagligt ansatte uden at tydeliggøre, at selskabet er afsender.

Det kan sammenlignes med at »bestikke sundhedsfaglige personer med et incitament til at udskrive« lægemidlet, lyder det i klagen.

Novo Nordisk selv medgiver ifølge Reuters, at de har sponsoreret træning til sundhedsfaglige personer, men at de kun har støttet i armslængdeafstand.

Den har ABPI tydeligvis ikke købt. Et panel under foreningen har konkluderet, at Novo Nordisks støtte tydeligt var kædet sammen med markedsføringen af lægemidlet Saxenda og med formålet at få øget brugen af midlet.

Det er kun ottende gange på 40 år, skriver Reuters, at ABPI har udstedt så alvorlig en sanktion.

Saxenda er et ældre lægemiddel og ikke det i øjeblikket meget omtalte Wegowy.